mere om babylon og ting der vender på hovedet

Det oprindelige babelstårn nåede ikke himlen, men tårne har altid fascineret menneskene og det mest storslåede tårn-projekt er nok Vladimir Yevgrafovich Tatlin's monument for den Tredie Socialistiske Internationale. Ved navn "Monument For Den Tredie Socialistiske Internationale" fra 1920. Tårnet skulle have været 400 meter højt og haft enorme roterende geometriske rum indeni, hvor folk fra hele verden skulle kunne mødes, diskutere og kommunikere det glade budskab ud til hele verden ved hjælp af datidens mest avancerede teknologi.
Projektet blev som bekendt aldrig realiseret. Det viste sig formodentlig, at den Tredie Socialistiske Internationale hverken havde ressourcer eller specielt meget lyst til at bygge meget store tårne.
Ser man på Tatlins projektskitser bliver det tydeligt, at han har ladet sig inspirere af mange klassiske afbildninger af Babelstårnet. - Ligesom der noget klart babelsagtigt over hele ideen. Herfra kan Socialisterne sige til Gud: se hvad vi kan, og der er ikke noget, du kan gøre ved det!
Som med alle de klassiske afbildninger, der har inspireret ham, sker der noget ret mærkeligt, hvis man vender det på hovedet. Nu er det ikke længere et tårn, der kan nå himlen, men får derimod en tankevækkende lighed med Dantes nedgang til Helvede.

...og det er så dér mit FV 2008 scenarie foregår.

spilpersoner til skyggerne

Mit scenarie til Fastaval 2008 er blandt meget andet tænkt som en action-præget gyser. I den forbindelse har der for nylig været en lille interessant diskussion om Call of C'thullu, hvor Peter Dyring Olesen foreslog et system på sin blog, som jeg har tænkt mig at 'låne' i en lettere modificeret udgave. Problemet er at personerne i den slags ting ikke rigtig holder så længe. Uden at være CoC er Alien et klassisk eksempel. There can be only one! Det er kun Ripley, der har den nødvendige kombination af nosser og hjerne til at kunne overleve. I Call går folk fra forstanden. Begge elementer er en integreret del af oplevelsen i disse genrer, men det er også rollespilsfjendsk, hvis ikke man gør noget for at modvirke effekten. På den ene side virker det genre-ødelæggende, at en lille udvalgt skare på 5-6 personer mirakuløst klarer sig igen og igen med liv og forstand i behold. På den anden side er det jo ikke specielt morsomt for spillerne, at deres spilpersoner ryger ud på et eller andet (hjerne)dødt sidespor. Så hvad gør man?
Peters forslag var at bruge flere spilpersoner pr. spiller. De enkelte spilpersoner følger så at sige genrens 'naturlige' udvikling, og bliver til sidst nærmest uspillelige. - Men det er ikke et problem for på det tidspunkt har spilleren for længst 'taget en ny person i brug'.
I praksis har jeg tænkt mig, at spillerne i starten får tre spilpersoner, hver med deres ret korte grundlæggende beskrivelser. Når spilleren synes det er hensigtsmæssigt kan han udbygge sin person med forskellige typer af egenskaber eller evner. - Hver egenskab supleres af yderligere informationer om personen, personlighedstræk og baggrund m.v.
Meningen er primært at spillernes forståelse af/for deres spilpersoner vil udvikle sig undervejs, men selvfølgelig også, at afspejle en vis grad af udvikling af spilpersonerne.
Jo længere det kan lykkes at holde en spilperson i live dsto større vil tabet på den måde blive, når/hvis...

[Fastaval] hvad er det med det der tårn?

Mit nyeste scenarieprojekt udpiller sin trælse, forfatterstyrede handling i nærheden af et ret velkendt tårn.
Historien om Babelstårnet er ganske bemærkelsesværdig:

Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

(...som der står i Første Mosebog)
Som sædvanlig er Bibelens sprogbrug underspillet og ultra-økonomisk. Det dækker her over en fascinerende beretning om menneskehedens ubegr;nsede ambitioner konfronteret med deres guds ..øh. - Hvad er det nu lige man kalder det, når man ikke ønsker at andres ambitiøse projekter skal lykkes.
Historien kan opfattes som et klassisk eksempel på hübris. En betegnelse, der vel nærmest betyder "selvovervurdering" og som fremstår som en alvorlig menneskelig synd i mange religiøse og filosofiske tankesæt. Hubris er strafbart, og Herrens hævn i denne historie hører vel til de mildere af slagsen.
Faktisk er selvovervurdering en helt central forudsætning for menneskelig udvikling. Alle de store projekter gennem tiderne har fået skeptikere til at ryste skeptisk på hovederne og sige ildevarslende ting som "det går da aldrig godt". Ja OK - Ofte har de ret, men hver gang de tager fejl, får vi ting som Taj Mahal, Den Kinesiske Mur og pyramiderne.
Når man ser på sagen i denne dunkle belysning bliver beretningen om Babelstårnet til en historie om, hvor langt gud vil gå for at holde sit folk nede. Den slags er der en hel del af i Det Gamle Testamente.
Tårnet, der gjorde så stort et indtryk på datidens israelitter lå i Babylon hvis historie kan spores (hold nu fast!) tilbage til år 25.000 før vor tidsregning.
([Rettelse: der skulle have stået "år 2500 før...])
Omkring år 1800noget, gjorde Hammurabi byen til hovedstad i sit babyloniske empirie. Bortset fra tårnet er byen måske nok mest kendt for kileskrift og hende dér Den Babyloniske Skøge (fra Johannes' Åbenbaring). - En ret uskøn kristen betegnelse for - viser det sig - Rom. Inspirationen er sandsynligvis gudinden Ishtar, en kærligheds- og krigsgudinde, der har været svær for israelitterne og deres kristne efterfølgere at forholde sig til.
Idag er en anden egenskab ved babelstårnet, der også er lidt interessant. Babylon lå mellem floderne Eufrat og Tigris midt i det, der i dag er Irak. Den amerikanske hær har oven i købet bygget en stor lejr på stedet, og har derved forresten ødelagt uerstatteligt arkæologisk materiale for millioner af $$...
Sådan kan det gå.

battle royale eller ej (undskyld!)

Det er sådan en dum lille ting som ganske givet vil bekræfte nogen af de værste fordomme folk måtte have om mig. På den anden side: for de involverede er 40 japanske teenageres død næppe uden en vis betydning. Eller er det omvendt?
Det handler om en lille uklarhed i Mortens ellers glimrende anmeldelse af spillet Classroom Deathmatch. Jeg har prøvet at poste en kommentar på Ådalen, men jeg bliver vist fanget af hans spamfilter. Der sker i hvert fald ikke noget.
Men anyways:
Morten skriver:

"I 2000 myrdede 42 15-årige japanske skoleelever løs på hinanden. Kun få overlevede begivenheden der blev kendt som
Battle Royale
Disse begivenheder er blevet foreviget gentagne gange i film, bøger og tegneserier, og nu også som rollespil."

Formuleringen er ekstrem let at misforstå og for at undgå evt. mytedannelser er det måske værd at slå fast, at filmene og tegneserierne - ligesom spillet - bygger på en japansk science fiction roman af en fyr, der hedder Koushun Takami, og at de blodige begivenheder altså ikke har fundet sted i vores såkaldte virkelighed. - Hvad der da også fremgår ret tydeligt - omend indirekte - af resten af Mortens anmeldelse.
Beklager afbrydelsen og vil ellers glæde mig til at læse mere om den forestående spilning af spillet.
:-)