31.10.11

Jagten på spillederne (del 2)

I min sidste blogpost nævner jeg en del muligheder, der kan forbedre situationen omkr. manglen på spilledere, der i et eller andet omfang præger arrangementer som Viking Con og Fastaval.
Et af mine ideer er at man kan forsøge at lade spillerne komme med forslag til spilledere. Det er, som Kristian er hurtig til at påpege, ikke nødvendigvis det mest realistisk forslag i verden. Det er dog ikke helt så idiotisk som det lyder og måske kan det betale sig at tanke lidt mere over det.
Logikken er at det nuværende system forudsætter at en lille gruppe enkeltpersoner eller en spillederansvarlig bruger en heroisk indsats på at skaffe de manglende spilledere. Indtil nu er spilleder-anskaffelse traditionelt set som et forfatter-ansvar på Viking Con og et arrangør-ansvar på Fastaval. I virkeligheden er det dog selve spillerne, der står til at tabe mest: for det første er der typisk 5-6 spillere, der ikke kan komme til at spille for hver spilleder der mangler og for det andet er der op til 500-800 spillere. (Jeg ved godt at ikke alle deltagere på de to con'er er faktisk rollespillende, men jeg vil tillade mig at antage at en meget stor del af deltagerne er der for at deltage i rollespil eller en beslægtet aktivitet...)
Det jeg tænker er, at man siger til folk, at hvis de vil mldes til 3 eller flere spil, skal de foreslå en potentiel spilleder. Vedkommende skal selvfølgelig have givet sit tilsagn og må godt være spilleren selv. Tilmeldingen skal ske med navn og gyldig e-mail. Ved fristen udløb kan man så maile de 20-30 personer, der er blevet foreslået flest gange. Husk at vi reelt kun mangler 15-20 enkeltpersoner. Tanken er s'mænd ikke at det i sig selv vil løse alle spilleder-problemer for al fremtid, men at det måske kunne flytte en stor del af den heroiske indsats Kristian tale om i sit svar, fra at ligge på få enkeltpersoner til at være fordelt mellem 600-700 tilmeldte.

Det andet forslag handler om spilleder-løst rollespil. Det er lidt af en gammel drøm eller hellig gral og i teorien er der mange grunde til at det skulle være genialt. Det handler ikke kun om at vi mangler folk, der er interesseret i at påtage sig ansvaret som spilleder. det handler også om spilstyring, ligelig kommunikation og spilbalance. Nu vil jeg ikke sige at spilleder-løse scenarier ikke virker, men mine egne prktiske erfaringer er ikke overbevisende.
Som forfatter skal man ikke alene opfinde en dyb tallerken fra gang til gang. Det skal også helst være en der virker. Af indlysende praktisk grunde er der behov for et læs og forstå system, der virker efter meget kort forberedelse og det forekommer mig at resultatet ofte bliver knald eller fald på en ikke helt tillidsvækkende måde.
Ikke desto mindre er jeg sikker på, at en meget større del af rollespillets fremtid/fremtidens rollespil ligger pakudogspilscenarierne, så jeg er meget interesseret i at læse om jeres erfaringe på dette punkt..

28.10.11

Problemet med spillederne

Det er vist efterhånden både velkendt og veldokumenteret at i hvert fald de større danske con'er har problemer med at skaffe spilledere nok.
Det er ikke noget specielt nyt, men det er et irriterende problem der ikke ser ud til at blive mindre.
Klik for at læse mere om
Forskellige tilgangsvinkler
Mulige årsager
Mulige løsninger

Problemets omfang

Der er hold på både Viking Con og Fastaval, der ikke bliver oprettet fordi der ikke er spilledere nok. (Der er også normalt hold, der ikke bliver oprettet fordi der mangler lokaler på FSTVL, men det er et andet problem.)
Det er ikke alle scenarier, der bliver lige hård ramt. Nogle forfattere har fans og netværk, der gør det nemmere at skaffe folk. Der er modetendenser og Jeep der er det nye sort. Men samlet set mangler der i omegnen af 10-30 spilleder-indsatser på en con som fx dette års VC og noget tilsvarende på en normal FSTVL. (Bemærk at der her er tale om ca-tal gengivet efter hukommelsen. Jeg har ikke i skrivende stund adgang til detaljerede oplysninger om tilmeldinger og afviklinger på de to con'er!)
For at forstå dimensionerne i det her skal man tænke på, at for hver spilleder-indsats der mangler i en periode, er der 4-6 spillere, der ikke kommer til at spille. Man skal også være opmærksom på at talmæssigt er problemet ikke nødvendigvis helt så stort som det ser ud: Hvis der mangler 20 spilleder-indsatser på en tilfældig FSTVL, kan det svare til ca 10 hele enkeltpersoner ud af omkr. 600. Dette tal bygger på at de fleste spilledere efter min erfaring kører 2-3 scenarier.

Tilgangsvinklerne


Det korte af det lange er at begge con'erne mangler spilledere til deres ord-rollespil, hvilket i sig selv er interessant eftersom de to traditionelt har stået for ret forskellige tilgangsvinkler til spilleder-problemet. På Fastaval har det være organisatorernes problem, mens det på VC har været forfatterne (eller "turneringslederne" som de også kaldes her), der står for denne del.
Situationen er den at begge metoder er i problemer i øjeblikket. Det er naturligvis træls. På den anden side skal man huske at talmæssigt er problemet faktisk ikke uoverskueligt og det lykke ofte på Fastaval at få skaffet de spilledere, der er lokaler til. (På FSTVL er det ofte lokale-antallet, der ender med at være den begrænsende faktor). Alt i alt er det dog et rigtig irriterende probolem, som igen og igen koster spillere, arrangører og forfattere en masse bøvl.

Hvad er årsagen egentlig?


Det indlysende svar er naturligvis at der ikke er folk nok, der har lyst til at være spilledere. Når jeg ser på det fra mit personlige udgangspunkt handler det om, at det er et stort arbejde, det er et stort ansvar og, hvis man skal være helt ærlig, er det sjældent specielt sjovt.
I mange traditionelle scenarier er der en del indviklede sammenhænge, NPC'er og plotpunkter man skal have styr på. Der er flowcharts og handouts, personligheder og motiver, der er regler, terninger og dippedutter. Det kan godt blive en smule overvældende.
Traditionelt er forfatterne gået ud fra, at spillederne synes det var både sjovt og ærefuldt at formidle deres storværk, og der er næsten intet blevet gjort for at gøre spillet sjovere, mere interessant og/eller nemmere for de stakkels spilledere.
Det er måske i virkeligheden ikke så sært at der mangler et par folk

Så hvordan løser man problemet?


Som jeg ser det er der fire ting der skal gøres: scenarierne skal være nemmere og mere interessante. Her ligger der en udfordring for det er altså ikke optimalt at beskrive et storværk på 75 sider, hvis det kræver 75 timer at have forberedt sig tilfredsstillende! Men det handler også om at forenkle handling og struktur: hvorfor bruge 75 bipersoner, hvis man kun kan nå at møde de 5? eksempelvis. Som forfatter må man strukturere og prioriterer elementerne i plottet så det bliver mere overskueligt.
Man kan også arbejde med at gøre hele projektet mere spændende for spillederen. Eksempelvis i eget scenarie Adams Venner fra FSTVL 2011 er spillederen dels en del af "spillergruppen" og desuden er scenariet skrevet så det skal kunne læses og forstås på ca 15 minutter. Jeg er i øjeblikket ved at redigere en version til udgivelse på nettet ud fra erfaringerne fra dette års con.
Man kan også beslutte at gøre sit projekt helt spillederløst.. Det er en fremgangsmåde som jeg er stor tilhænger af - i teorien. Der er faktisk mange grunde til at det er en god ide. Problemet er bare, at det ikke virker så godt i praksis. Det er dog et koncept der er under stadig udvikling, så denne ide er bestemt slet ikke dødsdømt.
På FSTVL præmierer man spilledere med forskellige rabatter. Jeg ved ikke hvad man gør på VC, men logikken er i hvert fald her, at mangler man spillednings-tilmeldinger bør det hjælpe at sætte "aflønningen" op. Den omstændighed at man ser det samme problem på VC og FSVL tyder dog, så vidt jeg kan se, på at at det nok ikke er løsningen. Der skal en meget anseelig forbedring af bytteforholdet eller den indbyggede prestige til for at flytte folk nok til at det kan mærkes.
Der har et år været eksperimenteret med en føl-ordning, hvor man kunne følge en rutineret spilleder. Så vidt jeg husker var det en blandet succes. På den måde, at det blev positivt modtaget, men det blev ikke gentaget og det løste ikke problemet.

Men hvor er vi så henne?


Hvis jeg skulle bestemme og desuden kunne løse alle praktiske problemer, vil jeg for det første afprøve et tilmeldingssystem, hvor spillerne skulle foreslå eksempelvis mindst en spilleder på deres tilmelding. Det er jo primært spillerne der "lider under" dette problem, og det virker nærliggende at give dem mulighed for at være med til at løse det.
Jeg vil genindføre/fastholde en form for følordning.
Og så ville jeg opmuntre/tvinge forfattere og konceptmagere til at arbejde mere med spillederløse projekter. Så vidt jeg kan se, er det et område hvor der virkelig er uudnyttede muligheder.

24.10.11

Viking con

Jeg var på dette års Viking Con program med et nyt scenarie under titlen Livsværk. Desværre blev jeg ramt af en uheldig helbreds-kombination, og det endte med, at to meget samarbejdsvillige og entusiastiske spilledere kørte et andet Næsby-scenarie i samme setting. Tak til Terese og Danny for indsatsen med Blændværk. Det lyder til at være gået rigtig godt. [Klik her for at få mere info om Blændværk.]


Selvom jeg altså gik i brædderne da det endelig gjaldt, og derfor (heller) ikke nåede til Sjælland i denne omgang, endte det med at jeg havde en god oplevelse med deltagelsen.
Der var en del knas omkring foromtalerne: Man havde, viste det sig, valgt at udgive et hæfte med program og info, - ligesom i gamle dage. Hvilket endte med at betyde at en forkortet og lettere omskåret version af foromtalen kunne findes både i hæftet og på VC's hjemmeside.
Her kunne lidt klarere kommunikation havde modvirket misforståelser. Men nogen af misforståelserne skyldes også, at eftersom det blev klart at jeg ville være for syg til at tage til Sjælland, fik jeg ikke checket hjemmesiden tilstrækkelig grundigt. Det endte alt sammen med tilmeldte til tre hold eller deromkring og som nævnt to positive og entusiastiske spilledere.
Alt i alt har det været træls for mig, at jeg ikke kom af sted, men bortset fra det endte min VC2011 med at være en positiv oplevelse. Ikke mindst takket være de to nævnte spilledere Terese Nielsen og Danny Wilson, samt naturligvis de mange dygtige arrangører, der har lagt det store arbejde i sagen.

21.10.11

Rpgforum er blevet træt og er gået hjem...

Det er svært at leve uden egern.
Jeg havde den tvivlsomme ære at være den mest bidragende bidragyder til RPGforum, dansk rollespils hæderkronede debat-dippedut. Og jeg er ikke bange for at indrømme at jeg savner det.
Rpgforum er nu lukket og slukket og lagt i seng. Forsamlingshusbestyrer Brian Rasmussen, der stod for det siden starten har fået job i et mellemstort udland og har benyttet lejligheden til at benytte lejligheden.... Det kan man jo ikke sige noget til. Efter hans FB-opdateringer at dømme sidder han nu på verdens største flyttekasse og drikker te i Seattle.
Engang var RPGforum stedet hvor inspirerende debat florerede og hvor ting flyttede sig, men efterhånden var det ikke længere helt sådan. Tiderne har ændret sig og ting er sket. Mange har valgt at give udtryk for deres klogskab på en af de millioner af super-hyperaktive blogs, der nu er "the old hotness". De nye såkaldte sociale medier kan nogen ting, der gør en del af RPGforsamlingshusets sidefunktioner overflødige, og det er måske heller ikke moderne på samme måde at have meninger?
Som andre vist har nævnt, er det min opfattelse at tonen på RPGforum kiksede på et tidspunkt, (noget som jeg naturligvis må tage et medansvar for) Og at denne tilspidsning var med til at demotivere bidragsydere... Jeg har selv skrevet mange tåbelige ting på RPG-forum i tidernes løb. Heriblandt enkelte jeg fortryder. Heldigvis har jeg også skrevet en hel del gevaldigt kloge ting om det ene opvejer det andet kan jeg ærlig talt ikke afgøre.
Uanset hvad er det svært at komme uden om, at de seneste år ikke har været blandt forummets mest interessante.

Et af problemerne ved et forum efter den 'gamle' model er dels at alle bidragydere har en holdning til alt herunder også tone, indhold og emner, men stort set ingen forståelse for at de selv bidrager ligeligt til tonen, indholdet og emnerne.
På en 'moderne' blog kan ejeren sige: "jeg er ligeglad med andres meninger om mine meninger" hvis hun har lyst. Mens et forum kan sammenlignes med et forsamlingshus er en blog tættere på en kolonihave. I rollespilsverdenen herhjemme er der ikke den samme tradition for debat på blogs som i det såkaldte politiske liv. Det er utvivlsomt en god ting. En af forsamlingshusets oprindelige styrker var at man godt kunne diskutere og være vildt uenige enige, men at man bevarede den gensidige respekt.

Men debatten døde på RPG-dimsen.
Denne effekt der utvivlsomt er blevet forstærket af et centralt forhold i det danske ord-rollespilsmiljø. En kendsgerning vi tilsyneladende rutinemæssigt overser, men som så længe jeg kan huske uændret har har sat sit tunge præg på alting i miljøet. Vi er - i virkeligheden - ikke ret mange; Tordenskjolds soldater på Turbo.
På RPGforum kan det afspejles i at når 5 intelligente personer gider deltage i en diskussion, så kar der komme spændende ting ud af det. Når der er væsentlig færre, der har energien, bliver det ikke til så meget.
Nøjagtid det samme ses i den mere nymodens blogosfære, der dør ret meget ud, når den lille faste håndfuld tager på ferie.
Tordenskjoldproblemet gælder ikke kun i forbindelse med den fælles kommunikation. Det virker ret tydeligt i forbindelse med arrangementerne, con'erne o.s.v. at de aktive arrangører rekrutteres fra en ret lille gruppe.
Jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke aner, hvad vej tendensen går på dette område. En uklar fornemmelse siger mig, at antallet af aktive i miljøet lige i øjeblikket ikke er faldende. På det punkt er der dog sikkert mange med fingre på en mere opdateret puls end jeg.
I hvert fald er det vigtigt for fremtiden at vi prioriterer en målsætning om at inddrage flere aktive.

Med hensyn til en erstatning ville rollespil.dk (der drives af landsforeningen Bifrost) vel være det mest oplagte sted at gå hen. Det er lidt svært helt at overskue men det ser ud til at være det gamle Live-forum, der kører her. Det har jeg aldrig kunnet forholde mig til - naturligt nok. Linket til "RPGforums arkiv" virker tilsyneladende ikke. Men de er vist stadig inde i en opbygningsfase.

Det bedste bud på en afløser for RPGforum nu og her er utvivlsomt alexandrias feed-side, hvor man kan følge med i aktiviteten på et stort udvalg af rollespilsrelaterede danske blogs. Peter Brodersen har også forsynet den med en feed-feed, man kan abbonerer på, så teknisk er det helt i top.

Indholdsmæssigt er det dog ikke helt det samme.