Historien om Babelstårnet er ganske bemærkelsesværdig:
Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.
(...som der står i Første Mosebog)
Som sædvanlig er Bibelens sprogbrug underspillet og ultra-økonomisk. Det dækker her over en fascinerende beretning om menneskehedens ubegr;nsede ambitioner konfronteret med deres guds ..øh. - Hvad er det nu lige man kalder det, når man ikke ønsker at andres ambitiøse projekter skal lykkes.
Historien kan opfattes som et klassisk eksempel på hübris. En betegnelse, der vel nærmest betyder "selvovervurdering" og som fremstår som en alvorlig menneskelig synd i mange religiøse og filosofiske tankesæt. Hubris er strafbart, og Herrens hævn i denne historie hører vel til de mildere af slagsen.
Faktisk er selvovervurdering en helt central forudsætning for menneskelig udvikling. Alle de store projekter gennem tiderne har fået skeptikere til at ryste skeptisk på hovederne og sige ildevarslende ting som "det går da aldrig godt". Ja OK - Ofte har de ret, men hver gang de tager fejl, får vi ting som Taj Mahal, Den Kinesiske Mur og pyramiderne.
Når man ser på sagen i denne dunkle belysning bliver beretningen om Babelstårnet til en historie om, hvor langt gud vil gå for at holde sit folk nede. Den slags er der en hel del af i Det Gamle Testamente.
Tårnet, der gjorde så stort et indtryk på datidens israelitter lå i Babylon hvis historie kan spores (hold nu fast!) tilbage til år 25.000 før vor tidsregning.
([Rettelse: der skulle have stået "år 2500 før...])
Omkring år 1800noget, gjorde Hammurabi byen til hovedstad i sit babyloniske empirie. Bortset fra tårnet er byen måske nok mest kendt for kileskrift og hende dér Den Babyloniske Skøge (fra Johannes' Åbenbaring). - En ret uskøn kristen betegnelse for - viser det sig - Rom. Inspirationen er sandsynligvis gudinden Ishtar, en kærligheds- og krigsgudinde, der har været svær for israelitterne og deres kristne efterfølgere at forholde sig til.
Idag er en anden egenskab ved babelstårnet, der også er lidt interessant. Babylon lå mellem floderne Eufrat og Tigris midt i det, der i dag er Irak. Den amerikanske hær har oven i købet bygget en stor lejr på stedet, og har derved forresten ødelagt uerstatteligt arkæologisk materiale for millioner af $$...
Sådan kan det gå.
Sjovt. Jeg læser "myten", den bibelske tekst, om Babelstårnet med lette politiske øjne. Her er tale om en nedbrydning af det ensrettede, en såkaldt "fremelskning" af det mangfoldige, bestemt. Mennesker skal være forskellige, ellers skabte vi ikke andet end tårne i fællesskab, der rakte mod himlen, mod Gud, mod det ultimative, mod dén ene sandhed.
SvarSletdu strækker den nok en anelse ved at antyde at Babylon har eksisteret i 25000 år. Som fagmand er det i al fald nyt for mig. jeg ville gerne have en reference. At der har boet mennesker mellem Eufrat og Tigris i lang tid er ikke det samme som at sige at Babylon har eksisteret i 25000 år.
SvarSletArgh!
SvarSletDet er naturligvis korrekt. Min kilde siger, at den første sandsynlige omtale af Babylon kan spores til en stentavle om en fyr kaldet Sargons regeringstid 24 århundreder før kristi fødsel (Ikke 24 årtusinder!)
Beklager fejlen.
Men som du siger, har området været beboet længe, ligesom det da også er værd at tage med, at babylon nævnes som en af verdens første rigtige storbyer.