Vi er igen begyndt at tale meget om en særlig dansk rollespilstradition. Under overskriften "The best One-shots in the world" har Kristoffer Apollo beskrevet den lange glorværdige udvikling centreret omkring den geniale pingvin. Artiklen kan blandt andet ses på
Sigrids nye blog [link]...
Undertegnede har engang skrevet noget mere kortfattet og overfladisk om det noget af det samme Artiklerne kan læses
[her] (nyt link der fører til noget)
Pointen i artiklerne er ultrakort, at vi i Danmark har en meget speciel rollspilstradition med fokus på indhold og historie og et meget højt kvalitetsniveau. Traditionen omfatter biperson-rollespil, intrigescenarier, delvist investigation, systemløst rollespil og mange andre spændende ting.
Og nu har vi så fået en bog med ni udvalgte ganske danske scenarier, så vi rigtigt kan spejle os i vort eget solskin.
Det er de bare ikke. Danske, mener jeg. Ud af de ni er mindst to scenarier svenske. Og jeg har bemærket det før: det er rutine i visse selvudråbte progressive dele af miljøet at opfatte Jeep-form som et dansk fænomen.
Sandheden er desværre, at selvom
Tobias Wrigstad [link]vitterligt har skrevet mange fremragende scenarier og selvom jeep-folket har fod på det dér med at profilere sig internationalt, så er de (med undtagelse af Frederik Berg Østergaard) ikke danskere, og Jeepform er sådan set ikke en del af den danske tradition.
Hvorfor er det vigtigt, vil nogen måske spørge, og svaret er nok at det er det sådan set ikke. Jeg kan ikke se nogen grund til at have noget mod svenskere. Sålænge de ikke angriber Fredericia og forsøger at indtage vor elskede danske hovedstad. Svenskere er seje!
Men i hvert fald har jeg selv oplevet at efter jeg opdagede at Jeep-form faktisk ikke er et dansk fænomen, har jeg haft meget lettere ved at forholde mig til det. Kinesisk mad er jo heller ikke dansk, og hvis man ser det som en del af den danske madtradition, vil man misforstå noget.
