identitetsforværring.

Nu må det vist være nok med at fumle rundt med meningsforstyrende brugernavne, profiler og sære udenlandske sprog.
Fremover vil denne blog indeholde indlæg om rollespil på dansk skrevet af mig, og indlæg om rollespil skrevet på engelsk forfattet af Viktor Rusk. - Det er også mig.
Normalt synes jeg jo, som nogen måske vil huske, at det er noget pjat, når danske rollespillere skriver på engelsk til danske rollespillere. Det kommer tit til at virke rigtig kikset, og slet ikke så sejt som man tror.
Nu er det her jo en weblog, der i teorien kan findes af ikke-danskere, og jeg synes det kunne være lidt sjovt at nå en enkelt eller to af dem med nogen af de tanker, jeg indtil nu har holdt for mig selv eller fået klemt ind i bisætninger på RPGforum.
Jeg har ikke nogen som helst idé om det giver mening.
Med hensyn til det med det kiksede, så skal man nok helst have noget i retning af engelsk på universitetsniveau, for at sikre sig på den front.
Lad os nu se hvordan det spænder af.
- Rom blev jo ikke drukket på én dag.

68 scenarier

Nu kan det endelig afsløres. Takket være Peter Brodersens rent ud sagt rystende energi, systematiske snilde og tekniske kunnen, viser Alexandrias nye personlige oversigts-funktion mig, at jeg har skrevet, læst, kørt og/eller spillet 69 scenarier.
Det er ret imponerende, især i betragtning af, at jeg aldrig har haft det specielt godt med at læse scenarier for scenarielæsningens egen skyld. Det er ganske vist i højeste grad en anbefalingsværdig aktivitet, men med meget få undtagelser er det også Dødens Pølse. (- Et herligt og nu fuldstændig overset udtryk!) Scenarier er sjældent godt læsestof. Det er selvfølgelig også grunden til, at der noks ksal være en hel del i miljøet, der har læst væsentlig flere scenarier, end jeg har.
Er der så en tendens? Jaeh måske: mange af de mere vellykkede af dem ligger tæt på noget jeg selv kunne have skrevet. En naturlig konsekvens af, at jeg naturligvis prøver at skrive noget, jeg ville have lyst til at spille. Sådan har det vist alle.
Det ser også ud til, at min liste indeholder rigtig mange Otto-nominerede og relativt få vindere. Igen: fuldstændig ligesom mine egne scenarier: det bliver til 19 nomineringer og 2 vindere ud af, hvad der ser ud til at være 22 scenarier. Det interessante ved det er, at det bekræfter min fordom om, at min opfattelse af, hvad der er et godt scenarie - gennemsnitligt set - ikke er ret tæt på, hvad den typiske, statistisk gennemsnittede Otto-dommer mener.
Jeg bryder mig heller ikke specielt meget om ret mange af de film, der får gode anmeldelser eller de mest Kunstneriske Kunstnere. Sjovt nok ikke fordi jeg ikke forstår dem, for det er ikke det, det handler om: jeg synes de er så dræbende banale og/eller mærkelige for mærkelighedens skyld.
Nå men det var vist et sidespring: jeg har med andre ord en lidt suspekt smag, hvad al den slags ting angår. Som en mellemting mellem en drengerøv og en træt gammel vismand, hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tænker nærmere over det.
:oJ
Jeg blir sgu aldrig Otto-dommer.

systemudfordring

Rollespilssystemer er den nye gummilakrids, og så alligevel måske ikke. De såkaldte Inder-spil kolliderer i hvert fald tilsyneladende hovedkuls med den danske scenarie-tradition, og som Thomas Munkholt nævner i sin blog er der et problem med indlæringskurven, hvis man hele tiden skal lære nye systemer.
Men jeg vil gerne aflyse Titanic's sammenstød med isbjerget.
Siden jeg læste Peter Dyring-Olsens anmeldelse af The Mountain Witch, har jeg gået og puslet med en bestemt tanke, som også Per von Fischer er i nærheden af et eller sted: måske er forskellen ikke så overvældende stor igen. The Mountain Witch er så øh.. fokuseret i sin setting og i persongalleriet, at det nøjagtig lige så godt kunne have været et scenarie. Capes minder om mit eget Sporskifte. Osv.
Lige nu er det lidt min teori, at både inder-skaberne og de danske scenarie-smede kan lære meget af hinanden. Lidt ligesom alkymisterne, der kunne få sjove ting til at ske med kemiske reaktioner, uden dog helts at vide hvorfor. Det lyder måske vældig negativt, men er det faktisk slet ikke: dette er ikke et omvendelsesprojekt, men derimod et eksperiment i bestøvning.
Kunne man ikke lave et open source modul-opbygget fleksibelt rollespilssystem, der kombinerer det gode fra dansker-traditionen med elementer som konflict resolution, narativisme og systemet-som-forfatter?
Som åbningssalut, kan man tygge på Hele Molevitten, denne meget gamle artikel på RPGforum og denne lidt nyere.
-v

hvad der - i virkeligheden - er galt med spillerne

Det er åbenbart blevet vældig moderne at kritisere rollespillere især på con'er for ikke at være "gode" nok. Det fortælles - fx på Sanne Harders blog, at spillerne på årets fastaval - i en eller anden ikke nærmere defineret stormængde - "ødelagde" flere forfatteres scenarier.
OK den slags kan jo ske. Der vil altid være katastrofalt fusende folk hist og pist, men hvis et scenarie ikke kan tåle det almindelige rutine-mæssige møde med almindelige rutinemæssige rollespillere, må det da være forfatteren, der ikke har gjort sit arbejde helt godt nok.
Hvis der overhovedet ER et problem, og det skal jeg da slet ikke nægte at der kan være, tror jeg at det handler om at erkende, at der findes forskellige spillere, spillestile osv.
-v