systemudfordring

Rollespilssystemer er den nye gummilakrids, og så alligevel måske ikke. De såkaldte Inder-spil kolliderer i hvert fald tilsyneladende hovedkuls med den danske scenarie-tradition, og som Thomas Munkholt nævner i sin blog er der et problem med indlæringskurven, hvis man hele tiden skal lære nye systemer.
Men jeg vil gerne aflyse Titanic's sammenstød med isbjerget.
Siden jeg læste Peter Dyring-Olsens anmeldelse af The Mountain Witch, har jeg gået og puslet med en bestemt tanke, som også Per von Fischer er i nærheden af et eller sted: måske er forskellen ikke så overvældende stor igen. The Mountain Witch er så øh.. fokuseret i sin setting og i persongalleriet, at det nøjagtig lige så godt kunne have været et scenarie. Capes minder om mit eget Sporskifte. Osv.
Lige nu er det lidt min teori, at både inder-skaberne og de danske scenarie-smede kan lære meget af hinanden. Lidt ligesom alkymisterne, der kunne få sjove ting til at ske med kemiske reaktioner, uden dog helts at vide hvorfor. Det lyder måske vældig negativt, men er det faktisk slet ikke: dette er ikke et omvendelsesprojekt, men derimod et eksperiment i bestøvning.
Kunne man ikke lave et open source modul-opbygget fleksibelt rollespilssystem, der kombinerer det gode fra dansker-traditionen med elementer som konflict resolution, narativisme og systemet-som-forfatter?
Som åbningssalut, kan man tygge på Hele Molevitten, denne meget gamle artikel på RPGforum og denne lidt nyere.
-v