Av - min stakkels næse!

OK - jeg ved jo godt, at jeg snakker for meget, og jeg er også udemærket klar over, at stikker man sin næse for langt frem, må man finde sig i, at nogen begejstret forveksler den med en fastalavnstønde.
I dag fandt jeg således en bemærkning fra Monica Traxl på Morten Greis' udmærkede blog, hvori hun kort og ret elegant skyder mig nogen højst besynderlige holdninger i skoene. Da jeg havde tænkt lidt over dét, besluttede jeg at sende et lille venligt svar, og opdagede så, at Morten tilsyneladende har besluttet at blokere for mine indlæg - eller noget. Avs!
(Update: Det har (selvfølgelig) vist sig at være en af de her tekniske ting, som nogen gange sker. Sh** happens, - som man siger.)
Så:
Til Monica: nej. jeg har altså virkelig aldrig sagt (eller ment!) at de 3000 danske scenarier er "fantastiske ... kunststykker af kulturhistorie" som jeg "så gerne vil have vi husker at bygge de nuværende scenarier på". Jeg har sagt, at de er der. Resten af udsagnet kan jeg overhovedet ikke genkende. Hvis vi skal tage den, mener jeg måsk nok, at der kan være et par stykker af de 3000, der er nogenlunde OK. - Men jeg har jo også sagt omtrent en million gange, at uden nytænkning og eksperimenter vil rollespillet dø. Jeg har s'mænd også selv skrevet et par ret eksperimenterende, sære og/eller teknisk utraditionelle scenarier hist og pist. Jeg ved ikke hvem eller hvad du er ude efter, men det er altså ikke mig!?

Om debat-kvalifikationer
I princippet mener jeg, at i en åben debat på et åbent forum, bør ens argumenter kunne stå på egne ben. Hvis de ikke kan det, må man hoste op med bedre argumenter. Det er et princip, der ideelt set giver en åben meningsudveksling, kan skabe dialog og lægge grundlag for uventede ideer. Når det er sagt, tror jeg altså ikke rigtig, man - som det nu efterhånden er sket nogen gange - kan påstå, at jeg mangler erfaringsgrundlag. Jeg har spillet rollespil siden '82, jeg har skrevet omtrent 23 scenarier heraf en lille håndfuld, der arbejder med elementer, vi idag ville kalde indie-inspirerede, bortset altså fra, at det første var Fotofobi i 2001, hvor ingen havde hørt om den slags. "Jeg synes det er noget pjat!" som en af spillerne sagde den gang. (Det seneste var på fastaval i år).
Jeg har desuden gjort en hel del for at sætte mig ind i emnet og har blandt andet skrevet et par relaterede artikler på RPGforum. Når jeg ikke har spillet nogen af spillene - og det indrømmer jeg gerne og uden forbehold, at jeg endnu ikke har - hænger det især sammen med to ting: jeg er rollespilsregelsystem-blind. Jeg kan godt forstå regler og jeg kan godt selv have det sjovt med at finde på regler, men når jeg skal lære regler, kommer jeg til at tænke på drager og chainmail-babes, flødeis med chokoladestykker og marcipan, racerbiler og/eller højttalere!
Den anden grund - og det er faktisk virkelig sært - er, at der ikke er nogen af de ret mange spil, jeg har hørt om, jeg tænder specielt meget på. (Disclaimer: nedenstående liste handler ikke om spillene, men om min lyst til at spille dem. Der er på nøjagtig sammen måde mange fremragende film, jeg ikke gider se, geniale bøger jeg ikke gider læse og superfantastiske kunstværker jeg ikke ville have hængende, ligesom der også er en halv million sikkert fremragende scenarier, jeg ikke har lyst til at spille. Hvad kulturprodukter generelt angår, har jeg ikke ligefrem, hvad man normalt ville kalde en særlig god smag.)
Dogs? Hele to trælse ting?
Roach? Lyder det ikke meget lukket?.
My Life With Master? Er det ikke meget snævert?
Panty Explossion? Det kan næsten være det samme.
Contenders? Boksning, blod og sved?
Sorcerer? Hvad nu hvis man hellere vil?..
Mountain Witch? OK måske, hvis der ikke er andre muligheder.
osv
- giv mig et spil med eksploderende vampyrer, menneskeædende drager og halvnøgne kvinder med meget skarpe sværd.
Konkret på den meget generelle måde virker de enkelte spils tema-valg uspændende mens de konkret på den meget generelle måde alle virker meget snævre i valgmuligheder de tilbyder spillerne. Jeg er klar over, at det sidstnævnte er en del af konceptets styrker. Jeg har tænkt over - som man måske vil have bemærket - om det ville blive bedre af at betragte dem som scenarier - altså rene engangsforestillinger - og det tror jeg måske det ville.
Anyways: det står naturligvis højt på min to do list omtrent på linje med skattevæsnet og det årlige gynekologiske eftersyn (eller lidt højere) at få prøvet et af disse spil for alvor. Og det kommer s'mænd nok også en gang. Ideerne bag er jo voldsomt spændende. Indtil da vil jeg måske prøve at lave mit eget bud på den ultimative indie-oplevelse.
Alt i alt synes jeg måske godt man kan tage mine debatindlæg alvorligt - i det omfang, man nu synes man har lyst, men heller ikke mere. Men jeg synes også at det samme gælder for den 12-årige Mille, der har spørgsmål, kommentarer eller kritik til et eller andet...