Mødregruppen - et eksempel

Jeg gik desværre glip af årets Fastaval, men til gengæld har jeg været så heldig at så lov til at læse Frederik Berg Olsens fremragende Mødregruppen fra årets felt. Jeg håber Frederik vil tilgive mig, at jeg bruger det som eksempel for at prøve at forklare et par punkter, som åbenbart volder visse forståelsesmæssige kvaler.
Scenariet er som sagt fremragende: med få men velkonstruerede virkemidler lykkes det at skabe en skræmmende stemning ud af et tilsyneladende rørende uskyldigt udgangspunkt. - Frederik taler så vidt jeg husker om personal horror og det må man sige scenariet lever op til.
Mødregruppen er også på mange måder et spil-agtigt scenarie. Ikke blot er det trykt på en stak kort i det lækreste design. Det er også spil-agtigt i sin struktur og i den måde spillerne får deres stikord på. Det er også spil-agtigt ud fra den betragtning, at selvom man har spillet det en gang, kan man i princippet godt spille det igen. Scenariets fremdrift ligger ikke i selve handlingen, men i hvad spillerne gør ud af den og af deres stikord samt samspillet mellem dem.
Og her når vi frem til et koncept der tilsyneladende volder mange store forståelseskvaler: Selvom det er så vellykket og nøjagtigt indfrier de forventninger man kan have til det, og selvom det fungerer 100% på de præmisser, Frederik opstiller, er det ikke et scenarie, jeg har lyst til at spille.
Jeg har på den ene side været til fødselsforberedelse, fødsler og oplevet diverse mødre-ting, og det må ærlig talt være mere end rigeligt. På den anden side foretrækker jeg kulturprodukter - ikke blot rollespil - med en langt større grad af noget umødregruppe-agtigt. Jeg er en stor fan af ting, der eksploderer, drager (gerne cybernetiske), skuddueller, vildt urealistiske biljagter, onde troldmænd og sexede vampyrer. Men mødre - sådan generelt set? Dem gider jeg sgu ikke. (Altså, når det skal være i fiktionssammenhæng, hvis vi snakker om den virkelige virkelighed er det naturligvis nærmest omvendt!) - Det gør jo altsammen ikke Mødregruppen til at dårligt scenarie.
For mig at se er det en helt uproblematisk skelnen.
Så når jeg nu fx siger, at der er et eller andet spil, jeg ikke har lyst til at spille, har det intet med min holdning til dets potentielle kvalitet at gøre, men er snarere udtryk for, at det synes at lægge op til for få eksploderende vampyrer, biljagter og .... øh så videre.