Alle har kommenteret den engelske del af teksten og der er ikke mange der har fanget sammenhængen. Teksten er et citat fra HG Wells' science-fiction klassiker "War of the Worlds". Det passer med setting, tema og stemning og da scenariet foregår i England synes jeg faktisk det er OK.
I mellemtiden har jeg konstateret at den version jeg har brugt er fra Jeff Waynes musik-version af bogen.
Så det.
Den rigtige udgave er ikke så velegnet til formålet, men indeholder til gengæld noget af en perle. Det viser nemlig at Wells starter sin roman med et fint citat, der går direkte i kødet på mit scenaries tema.
Derudover er der et par små justeringer samt tilføjlesen af et link til mere information om settingen. Jeg tror det er vigtigt ikke at fylde foromtalen med mange sider om Gud, vampyrer, tåge, bronze og Victor von Frankensteins arvinger. Men der skal være en mulighed for at give interesserede mere at tygge på og så er sådan en af disse hersens moderne llnks-fiduser vældig praktisk... Så sådan en må man have.
Den ny version ser omtrent således ud:
Livsværk
But who shall dwell in these worlds if they be inhabited? . . . Are we or they Lords of the World? . . . And how are all things made for man?--
(Astronomen Johannes Kepler (som citeret af HG Wells in War of the Worlds 1898))
Du sad med dit hold af undersøgere, iværksættere og sjælesørgere midt i Whitechapels intense tåger. Dit dampdrevne udrykningskøretøj prustede stille mens I ventede på Arch-Inquisitor Maximus Sixtus, der netop nu var ved uddrive mordstedets onde ånder.
Du tænkte igen over den makabre serie af mord, hvor foreløbig fem unge kvinder havde måttet lade livet, og du tænkte gysende på hvorfor morderen havde fjernet sine ofres hoveder. Du var faktisk ret sikker på at du slet ikke ønskede at kende svaret.
Og så tænkte du på, at der var et eller andet du skulle huske. Noget vigtigt.
Der var en kvalmende lugt af slagtehus i luften.
Året er 2011. Vi befinder os i Newdon. Eller London, som var byens navn, inden man ændrede det i anledning af årtusindskiftet. Der foregår mange mystiske ting rundt omkring i samfundets afkroge og mørkeste skygger, men frygt ikke thi din sjæl er i Inkvisitionens hænder.
Spilpersonerne er kaldet fra Herren og en håndfuld mere jordiske myndigheder til at sætte en stopper for de senere så berygtede Whitechapel-mord i et steampunk-univers, hvor Ondskab lurer i tågerne og en gal morder skal fanges. Genren er investigation og horror og scenariet fungerer bedst for spillere, der er villige til at forsøge at leve sig ind i sin rolle.
Du kan læse mere om scenariets setting ved at følge dette link.
Deltagere: fem spillere og en spilleder.
Anslået Varighed omkr. 6 timer
System: D6
---
Bemærk at den linkede tekst ikke er redigeret til formålet, men det bliver i hvert fald noget i den retning.
Også undrer det mig i øvrigt, at ingen har spurgt hvad f... en iværksætter er.?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Nu er det din tur!