de tre vinkler

Der ser lige nu ud til at være tre udviklingsvinkler i det vi med stigende uklarhed kalder rollespil.
Historie-spil eller story games hvor hovedvægten lægges på at skabe en historie under spillet.
Immersion, som det hedder med et fint ord. - Indlevelse. Her er det (i denne sammenhæng) oplevelsen af at være en eller anden, der er prioriteret.
Den tredie vinkel kommer ind i billedet, når man siger, at de to ting ikke modarbejder hinanden.
Det sidste er sådan set det mest interessante synspunkt. Både på den nyligt overståede Knudepunkt og rundt omkring på danske rollespils-blogs som blandt andre Morten Greis', Peter Dyring Olesens og Johannes Busteds er spørgsmålet blevet vendt. Helt fra den gang man først begyndte at snakke the Forge og "nye" spil herhjemme, har det været underforstået, at man som spiller ikke samtidig kan have George Lucas-vinklen og Luke Skywalker-vinklen (som spilskaberen Will Wright kalder dem) på det spil man spiller. Det mener jeg simpelthen er noget vrøvl. Som med det meste vrøvl indholder det dog en hel del sandhed: man kan sagtens have spil, der prioriterer det ene på bekostning af det andet. Det er faktisk fint nok for der findes da også spillere som meget klart får mere fornøjelse af at spille med den ene prioritering frem for den anden.
På den anden side er der altså tale om en konflikt, der ikke er naturgiven. Det behøver ikke være sådan. Faktisk er det nemt at forestille sig spil, hvor spillernes indlevelse i karakteren er det, der driver historien. Der er altså tale om et problem, der ikke er der: Uanset, hvad man foretrækker som spiller: indlevelse, historieskabning eller begge dele, har vi i dag rollespilsmæssige værktøjer til rådighed, der kan tilfredsstille ens tilbøjeligheder, og det formelig vrimler med gode bud på alle tre ting. Man behøver blot kaste et blik på den kommende fastavals program.