michael svarer på jonas' svar på svar på svar

Vor diskussion om den litterære formidling fortsætter. Og i denne omgang har Jonas skrevet et svar, der sætter mit system skakmat. - Der er måske en øvre grænse for hvor meget tekst, der kan være for hver post? - Mens jeg får det checket har jeg besluttet, at gengive det nyeste afsnit i føljetonen, som en ny post.
Det er altså Jonas, der skriver:

Hej Michael
Vi kører på med tålmodighed. Jeg klipper nådesløst i det skrevne såvidt.
(...)
Jonas:
Og lad mig med det samme sige at et svar på formen "men der findes omstændigheder hvor 1a-c ikke gør sig gældende" er et ikke-svar.
Michael:
Men øh... Når det nu er rigtigt?(...)
Jonas:
Grunden til at det er et ikke-svar skriver jeg i mit oprindelige indlæg: 'Istedet for at forholde dig til hans kritik peger du på eksempler (eksempler der iøvrigt kan rummes af det han skriver) og siger: "Sådan er det i hvert fald ikke lige her!" og lader det blive ved det istedet for svare på det der egentlig var kritikken'. Du kan jo sådan set have ret i at formen skal hænge sammen med intentionen, men det er bare let sluppet fordi det er et uproblematisk standpunkt. Peter prøver at sige noget der ikke er så let købt. Du afviser det med en letkøbt sandhed.

Ja. Det er en letkøbt sandhed fordi det er rigtigt. - Der er mange gode grunde til at tænke over hvilken form for formidling man vælger og hvordan man udfører den. Men der er ingen vej uden om, at formen skal passe til intentionen. I mange sammenhænge er den litterære metode uegnet, men hverken den eller andre kan afvises, hvis man ikke har forholdt sig til det intentionerne bag det enkelte konkrete projekt.
...

Jonas:
Men nu hvor vi har fået etableret at 1-ac kan være problemer så lad mig nok engang omformulere dem til hvad jeg mener de indeholder af kritik:
1a) Det litterære oplæg skaber OFTE PT en forventning om at scenariets afvikling får et litterært feel. Hvis spillederen tænker afviklingen indenfor rammerne af en litterær fremstilling risikerer den interaktive afvikling at lide under det ved manglende interaktivitet. Spillederen stirrer sig blind på historien som den allerede er fortalt og vrider spillet (og hermed spillerne) i den retning.
1b) Unødvendige oplysninger overdøver OFTE PT væsentlige oplysninger.
1c) Unødvendige oplysninger låser OFTE PT afviklingen mere end godt er og skaber en for defineret verden og dermed et for lille rum at bevæge sig i.

Og her bevæger Peter sig faktisk ud på dybt vand idet han kritiserer den danske scenarietraditions status quo (eller med ord der er brugt før: 'når han skriver imod læser jeg det som om han peger på en problematisk tendens i scenarieskrivningen generelt, uden dog at nævne navne på de formastelige (scenarier såvel som forfattere)'). Og her kan du så være uenig med Peter. Men at sige at Peter her (ubevidst?) siger at hans smag er Det Gode Rollespil og fordrer Den Rette Formidling som er Den Funktionelle Manual er en fejllæsning af hans indlæg, og en lidt letkøbt en af slagsen. Peter siger at scenarieforfattere over en bred kam bruger en formidlingsform der ikke er god til at opnå det de gerne vil med deres scenarier (hvilket jo selvfølgelig er risky business fordi Peter gør sig klog på andres intentioner) hvortil du svarer at han skal lade være med at tro at hans smag er Den Gode Smag.

Jeg ved ikke rigtigt hvad danske scenarieforfattere som samlet flok "vil" med deres scenarier eller hvilke metoder de bruger. - Men jeg vil nok være tilbøjelig til at give ham ret her. (Altså i din fotolkning af, hvad han mener.) Der har altid været en tydelig (og fuldt forståelig) floktendens blandt scenarieforfattere, popmusikere, filmmagere og kirkegårdsgartnere. - Man ser på de ting man kan lide og synes fungerer, og så kopierer man dem. Så overser man nemt, at de måske ikke fungerer i den nye sammenhæng. Eller - som jeg også synes man ofte ser det - at det der gør udgangspunktet så fantastisk fedt ikke er det, man får efterlignet. Som når Charlie's Angels efterligner The Matrix. Efterligning er en vanskelig kunst.
På scenariefronten har der været ret tydelige modetendenser og det er der vel stadig. Jeg vil gerne tvinge folk til at tænke selv og træffe deres egne valg. Naturligvis ud fra de bedst mulige forudsætninger.
...

Jonas:
Peter skriver noget om grundene til at scenarieforfattere gør noget dumt nemlig at 'en lang række dansker scenarier tager sin oprindelse i den litterære tradition'. Eller med andre ord at scenarieforfatterne gør som de der er gået før dem. At den litteære måde at skrive scenarier på er vanetænktning og at der findes et alternativ han tror en del forfattere vil få mere ud af at bruge i forhold til det de gerne vil opnå med deres scenarier. Og så er det måske rigtigt nok at den litterære model har sine anvendelsesmuligheder, men det er ikke en indvending mod det Peter skriver, fordi Peter ikke tager afstand til formen som sådan, men derimod tager afstand til den danske scenarietradions brug af formen anno 2007.

Her skal man måske have med i billedet, at den litterære tradition - som måske i virkeligheden også er en filmisk tradition - i sig selv har været nyskabende. Hvor starten var en meget spilbaseret tankegang med felter på et kort, enkle (ret meningsløse) valgmuligheder og terningslag.
...

Jonas:
(...)Det er i høj grad min oplevelse at denne formidlingsform langt hen af vejen gør sig gældende i mere eller mindre form i de fleste scenarier. Altså er det lige meget om der er enkelte afvigelser fordi det ifølge Peter er generelt problem.
Michael:
Jamen er der så stadig tale om en form for formidling? I forbindelse med scenarier må man (og undskyld, hvis det kommer til at lyde frygtelig banalt!) rent teknisk skelne mellem selve rollespillet, som er det der foregår når man spiller. Rollespilsforlægget som er indholdet i scenarie-teksten. - Altså det man skal bruge til at spille ud fra. Og formidlingen af rollespilsforlægget.
Jeg har en hel masse indviklede forbehold over for at betragte rollespil som en form for litteratur. Det er forkert på så mange måder. Men scenarier er ikke rollespil, og her gælder det om at benytte den formidlingsform, der fungerer bedst. Herunder også om man synes det er nemt eller svært at arbejde med.
Jonas:
Her går vi vist lidt forbi hinanden. Sætningen 'Jamen er der så stadig tale om en form for formidling?' forstår jeg ikke hvor du vil hen med og det gør at jeg heller ikke forstår resten af afsnittet. Kan du forsøge at omformulere?

Et af mine problemer med Peters oprindelige indlæg, er at jeg har svært ved at se/forstå hans skelnen mellem indhold og formidling. Litterær formidling - sådan som jeg opfatter det - er faktisk en forholdsvis sjælden størrelse. I hvert fald ud fra min oplevelse af det danske rollespils-univers. Flamants "Jagten går ind" og mit eget "Messe for en Galning" er faktisk de eneste rene eksempler, jeg kender. Og som nævnt er "Messe for en Galning" blevet fremhævet som et eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Derimod kender jeg mange eksempler på scenarier, der bygger på en opfattelse af rollespil som et litterært medie. - Altså hvor indholdet er litterært tænkt.
Det kunne være sjovt at få den del af det belyst med en masse gode eksempler!
(...)
...

Jonas:
Ok nu tror jeg bedre at jeg forstår. Jeg synes billedeksemplet er et dårligt eksempel fordi der i der i det skrevne rollespilsoplæg er to niveauer af formidling, modsat billedet der kun har et niveau. I billedeksemplet formidler maleren et portræt til beskueren. I det skrevne rollespilsoplæg formidler en forfatter nogle tanker videre til en spilleder, der så igen formidler det videre til spillerne.
Jeg læser det du skriver sådan her: Ved at benytte en litterær formidling kan man sige nogen ting man ikke kan med en funktionel formidling.
Er det rigtigt læst? Hvis ja, kunne det være spændende at høre hvordan du mener at dette noget bevæger sig fra spilleder til spillere.

Til gengæld er billedeksemplet relativt klart. - På den for billeder karakteristiske måde: et godt billede siger mere end 1000 ord, -til gengæld giver det ikke altid mening.
:0)
Det er netop en af de helt grundlæggende udfordringer ved scenarieskrivning - og noget af det, der er med til at gøre det interessant for alvor, at der er de to niveauer, du omtaler. Hvis man vil andet end at kopiere kendte forlæg og/eller give et grundlag for 4,5 timers ganske udmærket hygge, løber man hurtigt ind i problemer.
For hvordan får man spillederen/spillerne til at forstå ting som måske kun kan forstås intuitivt eller på et følelsesplan? Hvordan kan man transportere folk fra klasselokalet til en fiktiv verden, der ikke bare er et klasselokale med sort plastik og fyrfadslys. Hvordan forklarer man det som ikke kan forklares?
Her synes jeg handouts, illustrationer og litterære virkemidler i formidlingen kommer til at spille en vigtig rolle, og jeg synes ikke man skal afskære fra potentielt virkningsfulde værktøjer. Selvom jeg naturligvis er med på, at man - som enhver god håndværker - skal respektere sine værktøjer, kende deres stærke og svage sider samt være klar over, at hvis det går galt kan de flå hånden af en.