svar på svar på svar

Det er svært at se din post som et passende modspil, når du så konsekvent udtaler dig misvisende eller nedladende om den, som du vil komme med et modspil til. Det er ikke en tilgang, som fordrer nogen konstruktiv debat....skriver Morten nu i sit svar på mit svar.

Mit svar på hans svar på mit svar på hans svar bliver temmelig langt, og hele redeligheden fortjener vist et indlæg for sig.
Peter F. nævner explicit scenarier af Sebastian Flamant og undertegnede som eksempler på en tendens han ikke går ind for. Herunder et sidespring til mine (ganske vist ikke-eksisterende) udtalelser om scenariet Childsplay, der vist nok er helt uskyldigt i sammenhængen. Som udgangspunkt for en diskussion, synes jeg det er helt OK at lægge et frisk niveau, der kan sætte gang i nogen argumenter. Men det medfører så også, at man må forvente en tilsvarende reaktion
...
Morten:
I dit indlæg er jeg fortsat ganske uenig med dig i dit udsagn om, at spilledere bliver taget alvorligt og at de bliver underholdt gennem læsning af litterære passager. Selv melder jeg mig ikke som spilleder for læsningen af scenariets skyld, og mange gange er det de litterære passager, som jeg læser mindst, fordi de står i vejen for det scenarie, jeg skal formidle.

Hvad angår spillederne, så opfatter jeg det åbenbart helt anderledes end du gør. Jeg foretrækker klart at læse flydende - gerne litterær - tekst frem for oversigter og punkt-opstillinger. Op til en vis grænse ganske vist - og forudsat at det ellers er nogenlunde velskrevet. Når jeg så på denne måde har fundet ud af, hvad meningen er, vil jeg gerne have nogen hurtige og overskuelige oversigter, som jeg kan bruge under selve spillet.
Til gengæld har jeg det på samme måde som du, når det handler om hvorfor jeg melder mig som spilleder. Jeg gør det for spiloplevelsens skyld. - Og hader iøvrigt for det meste at læse scenarier. Jo mere tørre og brætspils-regel-agtige de er, desto mere forfærdelige synes jeg de er at læse.
Det betyder ikke, at jeg mener, at min synsvinkel er den eneste rigtige. Men jeg tror vi får svært ved at komme uden om, at den findes.
Så kommer vi til et paradoksproblem: For selvom du og jeg ikke bliver spilledere for at læse scenarier, medfører det nu engang under alle omstændigheder, at det bliver vi altså nødt til. ...
...
Morten:
Du fremhæver "Jagten går ind", både som et populært scenarie og som et scenarie, hvis novelleafsnit, du argumenterer for, fungerer, som havde spillederne nærmest deltaget i en spiltest. Men har vi nogen evidens for, at det er formen af scenariet, der har gjort det populært (spillerne har trods alt ikke læst det, og de har bidraget til scenariets popularitet)? Ydermere er jeg ikke enig med dig i, at læsningen af novelledelen nærmest gør det for en spiltest. ...

Det er helt rigtigt, at vi ikke ved noget om, hvorvidt "Jagten... " fungerer på grund af novelleafsnittet. Jeg tvivler. Omvendt kan man vel - scenariets popularitet taget i betragtning - slå fast, at novelleafsnittet ikke har skadet rollespilsoplevelsen (i afgørende grad)?
Jeg vil slet ikke fastholde, at effekten af novelledelen i "Jagten... " kan sidestilles med at være med til et prøvespil. Det kræver et sammenligningsgrundlag, jeg ikke har. Måske er det tættere på effekten af at være tilskuer ved en prøvespilning. Jeg ved det ikke.
...
Morten:
I det hele taget finder jeg, at din tekst er præget af en lang stribe påstande, som jeg finder dårligt eller lidet belagt, foruden at din post flere steder er rodet i sin opbygning

Påstandene kan vi forhåbentligt få mere givet en bedre belægning hen ad vejen. Rodet må vi nok desværre lære at leve med.
:o)
...
Morten:
Sidst men ikke mindst finder jeg også, at din kritik af Peters oplæg skyder over målet, idet Peter diskuterer en form af scenarieskrivning, og han præsenterer en anden form - han dikterer ikke, at der kun er den funktionelle form, og at alle andre er forfejlede - men at der er nogle problemer med den litterære form, som kan løses med den funktionelle form. Din opstilling af 'Peters foretrukne versus alt andet' er derfor decideret forkert - hvilket blandt andet kommer til udtryk, når du fremhæver eksemplet med den onde skurk. Peters pointe er, at i nogle scenarier er det uvedkommende at kende til årsagen til skurkens ondskab, og derfor hæmmende for udlevelsen af scenariet, hvis motiv og årsag alene dikteres af forfatter, fordi forfatter ønsker at formidle litterært.

Som det ofte er tilfældet med den slags, bliver tingene let en anelse firkantede. Jeg tror ikke Peter og jeg er voldsomt uenige.
Når Peter nu nævner eksemplet med skurken, ville jeg selv som spilleder foretrække at vide noget om hans motivation. På den anden side vil jeg være ligeglad med hans kones motivation, hvis spillerne ikke kommer i kontakt med hende. Forskellen er smænd ikke så stor. Det er et spørgsmål om latterligt få procent. - Og som altid er det jo relativt: scenarier er forskellige.
Men så mener jeg heller ikke, at der nødvendigvis er noget forkert i at forfatteren bestemmer motiver og årsager - eller at det nødvendigvis skal være på den måde.
En anden vigtig pointe er, at rollespil ikke er en form for litterartur, men et scenarie kan godt være litterært formidlet uden at medføre litterær funktionalitet under rollespillet - og omvendt: et funktionelt formidlet scenarie kan bygge på en litterær forståelse af rollespil.
Men - og det må vi altså heller ikke glemme - forfatterens motivation har også en vis betydning. Forfatterne skriver jo scenarier for deres fornøjelses skyld, og hvis en bestemt måde at skrive på virker bedre for en bestemt forfatter, er det jo i praksis også værd at tage med. Det kan jo i alleryderste konsekvens være forskellen på om der overhovedet bliver et scenarie ud af anstrengelserne eller ej.
...
@Jonas
1) Den litterære form kan være et dårligt formidlingsvalg på den og den måde og 2) 1 gør sig ofte gældende pt. Det ville være mere spændende at få at vide hvad du mener om 1+2.
Det sjove er, at jeg i virkeligheden slet ikke mener, at litterær formidling er optimalt i ret mange sammenhænge. Det er for let at tabe tråden og miste overblikket både som forfatter og som læser. - Ligesom det er meget sværere at få til at virke, end man lige tror. Det vigtige er at formidlingen er læsevenlig og velskrevet.
Jeg lægger (ofte) stor vægt på stemningen i mine scenarier, og på det punkt mener jeg at litterær formidling har nogen styrker. Ligesom man kan sige ting, etablere sammenhænge og lave beskrivelser som ellers ikke vil give mening. Man træder - så at sige - udover almindelig sproglig logik, hvilket nogen gange kan være nødvendigt. Det er dog selvsagt et risikabelt sted at befinde sig.
Forskellen er dog slet ikke uvæsentlig: er dette billede eksempelvis bedre end dette billede? Og i hvilken sammenhæng? De forestiller begge den samme franske kunsthandler, men de siger vidt forskellige ting til beskueren.

Hvad 2'eren angår, er det ikke mit indtryk, at der er særlig mange, der har ladet sig inspirere af "Jagten går ind" og "Messe for en Galning" hvad formidlingen angår. Tværtimod er Messe altid blevet fremhævet som et eksempel på noget "man" ikke skulle prøve. Jeg kan dog ikke påstå, at jeg har et dækkende kendskab til de seneste par års scenarier, og det kan da være billedet har ændret sig. Mit indtryk er, at de to scenarier stadig står stort set alene som eksponenter for den måde at skrive på.
Det spørgsmål har Morten (eks-Ottodommer og VC-scenarieansvarlig) og Peter F. (VC-scenarieansvarlig) nok et mere dækkende svar på.

[Tilføjelse:]
Hvad det mere generelle angår: Hvis jeg ellers forstår Peter rigtigt: at forfatterne måske prioriterer papir-scenariet og dets tekst(er) for højt i forhold til spiloplevelsen. På det punkt mener jeg faktisk, at han har helt ret. Det skrevne scenarie er sådan set et rent biprodukt, og vi skal være bedre til at tage udgangspunkt i spilsituationen og spillerne. Det har jeg da vist sagt mange gange tidligere. Blandt andet i denne artikel fra 2002.