[Fastaval] hvad er det med det der tårn?

Mit nyeste scenarieprojekt udpiller sin trælse, forfatterstyrede handling i nærheden af et ret velkendt tårn.
Historien om Babelstårnet er ganske bemærkelsesværdig:

Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.« Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.« Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.

(...som der står i Første Mosebog)
Som sædvanlig er Bibelens sprogbrug underspillet og ultra-økonomisk. Det dækker her over en fascinerende beretning om menneskehedens ubegr;nsede ambitioner konfronteret med deres guds ..øh. - Hvad er det nu lige man kalder det, når man ikke ønsker at andres ambitiøse projekter skal lykkes.
Historien kan opfattes som et klassisk eksempel på hübris. En betegnelse, der vel nærmest betyder "selvovervurdering" og som fremstår som en alvorlig menneskelig synd i mange religiøse og filosofiske tankesæt. Hubris er strafbart, og Herrens hævn i denne historie hører vel til de mildere af slagsen.
Faktisk er selvovervurdering en helt central forudsætning for menneskelig udvikling. Alle de store projekter gennem tiderne har fået skeptikere til at ryste skeptisk på hovederne og sige ildevarslende ting som "det går da aldrig godt". Ja OK - Ofte har de ret, men hver gang de tager fejl, får vi ting som Taj Mahal, Den Kinesiske Mur og pyramiderne.
Når man ser på sagen i denne dunkle belysning bliver beretningen om Babelstårnet til en historie om, hvor langt gud vil gå for at holde sit folk nede. Den slags er der en hel del af i Det Gamle Testamente.
Tårnet, der gjorde så stort et indtryk på datidens israelitter lå i Babylon hvis historie kan spores (hold nu fast!) tilbage til år 25.000 før vor tidsregning.
([Rettelse: der skulle have stået "år 2500 før...])
Omkring år 1800noget, gjorde Hammurabi byen til hovedstad i sit babyloniske empirie. Bortset fra tårnet er byen måske nok mest kendt for kileskrift og hende dér Den Babyloniske Skøge (fra Johannes' Åbenbaring). - En ret uskøn kristen betegnelse for - viser det sig - Rom. Inspirationen er sandsynligvis gudinden Ishtar, en kærligheds- og krigsgudinde, der har været svær for israelitterne og deres kristne efterfølgere at forholde sig til.
Idag er en anden egenskab ved babelstårnet, der også er lidt interessant. Babylon lå mellem floderne Eufrat og Tigris midt i det, der i dag er Irak. Den amerikanske hær har oven i købet bygget en stor lejr på stedet, og har derved forresten ødelagt uerstatteligt arkæologisk materiale for millioner af $$...
Sådan kan det gå.

interview med Gollum (sådan da)

Andy Serkis hedder han, manden der "var inde i" Gollum. Motion Capture, som teknikken hedder, kommer til at blive mere og mere brugt indenfor film og computerspil. Kongen af Motion Capture, som journalisten kalder ham, fortæller her lidt om blandt andet Gollum og udviklingen indenfor dette ret specielle felt.
Fra Wired Magazine.

call of the numb - mere om CoC

Morten Greis har en post om, hvordan man kan gøre Call of Ct'hulhu mere spilbart på sin udmærkede blog.
Og det giver mig en god lejlighed til at trække en af mine gamle kæpheste af stalden, trække den rundt i nogen cirkler og til sidst fodre den til sig selv.
Det første punkt er selvfølgelig, at det er rigtigt, at CoC i sin oprindelige form ikke kan spilles: Spillernes karakterer sættes i gang med et opklaringsforløb, der uundgåeligt fører til deres død og/eller galskab i konfrontationen med de store ubeskrivelige og slimede ting fra hinsides verdensaltet. Alt i alt ikke den bedste spillermotivation i det lange løb.
Jeg synes nu ikke, at det er et systemteknisk problem, så meget som det er et indholdsmæssigt problem. Call of C'thulhu bygger som bekendt på HP Lovecrafts mytologiske univers, og det er både meget interessant og meget lidt interessant, omend på hver sin måde. Lovecraft var - for nu at sige det mildt - en meget usædvanlig person født i en mærkværdig familie. Hans far blev sindssyg (sandsynligvis p. gr. a. syphilis), da Lovecraft var 3 og hans mor led af "hysteri" og depressioner, der også endte med at sende hende på sindssygehospital. (Det er ikke sådan lige til at finde ud af hvad hun - sådan helt nøjagtigt - fejlede.) Bedstefaderen fandt det passende at fortælle sine egne såkaldte Gotiske Horror-historier til den lille knægt.
Lovecraft selv beskrives som et vidunderbarn, der lærte sig selv at læse, og senere kunne både astronomi og kemi til trods for at han blev smidt ud af skolen som "ukontrollabel" i en alder af 8 år.
Han levede det meget af sit voksne liv i selvvalgt isolation, led af depressioner og m.v. -Igen er det svært at vide, hvad der helt præcist var "galt" med knægten, men man kan vist roligt antage, at han ikke led af en overdosis positivt livssyn, hverken som barn eller voksen.
Det indtryk bliver tydeligere, hvis man ser på hans skriverier, hvor en håndfuld temaer går igen: Menneskets skæbne som en ubetydelig brik i et uforståeligt spil. Det store slimede og ubeskriveligt uhyggelige kaos, som lurer på grænsen af vor strkt begrænsede fatte-evne. Altings uundgåelige undergang. Samt en fundamental racisme, der selv for tiden var temmeligt yderliggtgående, men som passer fint til et livssyn, der ikke blot er pessimistisk, men også paranoidt.
Jeg har selv læst en del af hans noveller for en del år siden efterhånden, og de sagde mig intet. Som litteratur er det perspektivløst, som underholdning er det ensformigt, men man kommer ike uden om, at stemningen er til at tage at føle på.
Jeg har selv ladet mig inspirere af CoC i rollespilssammenhæng. Fx minder settingen og stemningen i Messe for En Galning en hel del om et CoC-scenarie. Bortset fra, at ondskaben her er meget konkret, galskaben 'forståelig', meningsløsheden er (mere) meningsfuld og karaktererne kan kontrollere deres skæbne.
Det sidste tror jeg faktisk er den afgørende forskel i rollespilssammenhæng. Et scenarie, hvor det er er fuldstændig ligegyldigt, hvad karaktererne gør, kan måske være en ganske interessant oplevelse som en enkeltstående forekomst. Rollespillets generelle princip er ellers, at det er karakterernes handlinger - og dermed disses konsekvenser, der er det spændende.
Med mindre altså - og det er så her kæphesten spiser sig selv - man spiller ud fra en ren simulasionistisk agenda. En synsvinkel, hvor indlevelsen i rollen er det afgørende, og hvor handling og handlinger er uden betydning. Det tror jeg ikke, at der er så mange, der gør ret meget, men at mange måske finder sjovt at prøve en gang i mellem. Under alle omstændigheder er det det eneste måde at spille Call på. Ikke på grund af systemet, men på grund af verdenen og den fundamentale livsdesperation, der ligger i Lovecrafts univers.