Om vildfarelser og jordforbindelser...

Sådan kan det gå. Jeg havde skrevet et meget langt skarpt og virkli' klogt indlæg som svar på denne post af Morten Greis på Plan B's blog [link]
I mellemtiden har Morten postet en fortsættelse, som gør diskussionen ret uinteressant og i hvert fald overflødiggør 99% af mit oprindelige indlæg. Tilbage bliver sådan set kun en mand med et æg og 3-4 punkter, som her serveres sprødstegte i flødesovs.

 For det første mener jeg (med meget få undtagelser) ikke at der findes vildfarelser i rollespil. Hvis du finder den måde du spiller på, tilfredsstillende, skal du da bare blive ved med det.
Hvis der er problemer er det bedste, når det handler om kampagner at tage en (ubevæbnet) snak med dine medspillere og finde et eller andet praktisk kompromis, mellem det man selv foretrækker og det de andre åbenbart hellere vil. (Eller alle mulige mellemliggende kombinationer!) Så længe det handler om personlige forhold til andre mennesker er en vis acceptabel grad af kompromis næsten altid en nødvendig forudsætning.

Morten skriver som svar på mit svar på hans oprindelige post:

Hej Michael,
Jeg ser, at du fuldstændigt har misforstået mit indlæg, at dine bemærkninger skyder helt forbi, og at du tilskriver mig holdninger og intentioner, der er fuldstændig uden belæg. Jeg vil derfor ikke komme yderligere ind på din kommentar.

Jeg ville gerne have haft hjælp til at forstå Mortens holdninger og intentioner bedre. I betragtning af hvor få aktive bidragydere der er i debatten omkr. disse ting, synes jeg helt ærligt ikke vi har råd til at vælge hinanden til og fra på den måde.
Så det er lidt trist...

More older school.... Voldspalle!

Jeg har været ved at rode i de gamle kasser efter eksemplarer af det legendarisk Fønix faktisk. Det går ikke så godt med det. Til gengæld har jeg fundet andre småting fx dette eksemplar af det knap så legendariske Via Prudentia (Forsigtighedens Vej) af Ask Agger og Gimle Larsen. VP var et dansk system, der huserede på Fastaval først i midten af 90'erne under navnet Voldspalle.
Det særligt sjove ved det her eksemplar er at jeg har fået det af den ene af forfatterne og at grunden til at det er så velbevaret er at det repræsenterer den form for rollspilsregler jeg aldrig har tændt på. Men man kan ikke komme uden om at VP var noget af en bedrift. Og det står også som et monument for, hvordan man herhjemme tænkte rollespil i pallernes tidsalder.
Per Fischer, der efter sigende stadig spiller rollespil, krediteres blandt testspillerne.

Forside-illustrationen er af Jesper Eising..

Der var regler for (meget) tunge skydevåben

...for initiv!

Og en hel del meget omfattende skemaer med regler for ditten og datten

På bagsiden kan man læse at der er realistiske regler for enhver form for kamp, vejledning i rollespil og drager(!) samt at rollespil er en intellektuel udfordring.
VP er udgivet på det venstreorienterede forlag Modtryk i 1994 og er layouted på en Super Nintendo IV... (det står der altså!)

scener i rollespil

[Nu med rettelser!]
Litteratur er opdelt i kapitler, teater og opera er opdelt i akter mens film og (igen) teater er opdelt i scener. Så hvad med rollespil? Det mest naturlige synes vel at være at hente sine opdelinger fra filmens verden. Her har man scener, men man har også en række klassiske fortælletekniker, som burde kunne bruges i rollespilsspil. (=under spilning af spil) Her tænker jeg naturligvis på ting som montager og krydsklip mens flash-backs unægtelig er en anelse mere problematiske.
I mit nyeste projekt er det især scenerne, der har min interesse. Det er en vældig fikst og praktisk måde at opdele et forløb på. Men hvis der ikke sidder en central placeret person der styrer scenaskiftene efter en eller anden plan, hvordan styrer man det så?
Mine tanker ser således ud: en scene er et sammenhængende forløb, hvor det enten er klart, at der sker noget vigtigt i forhold til handlingen eller at der ikke sker noget vigtigt.
Scenerne behøver ikke nødvendigvis afsluttes helt. Fx kan man forestille sig en scene, hvoraf det fremgår, at Peter vil fri til grevinden, men hvor det ikke behøver fremgå, hvad grevinden svarer.
Man kan også se sådan på det at en scene enten skal stille et spørgsmål eller give et svar.
I mit koncept er det nødvendigt, at man ret hurtigt kan afgøre hvornår en scene er forbi og hvornår der begynder en ny. Så jeg har tænkt mig at udstyre spillerne med en slags sceneskifte-kort, og tanken er at scenerne skifter, når tre spillere har spillet deres sceneskifte-kort. Det giver også mulighed for en interessant effekt, hvor man kan køre en scene videre efter første og andet og tredie sceneskiftekort er spillet, men hvor scenen så kan lukkes, når 3. kort spillles.

Dark Heresy - frem og tilbage

Jeg har spillet lidt Warhammer 40K: Dark Heresy på det seneste. Det er på mange måder en interessant oplevelse - og så alligevel.
Settingen er nok lidt for "mega-" efter min smag. Selvom man ikke kommer uden om, at det virker æh... meningsfuldt, når man starter med at gå 40.000 år ud i fremtiden. Det er med andre ord nok omtrent som det må være.
Det mærkelige er at det minder så meget om en anden for mig meget velkendt setting: nemlig den jeg bruger i scenariet Natværk fra 1999 og i Blændværk fra 2004. Sidstnævnte er iøvrigt en af mine absolutte favoritscenarier.

(Klik på billedet for at se en (lidt) større version)

Spørgsmålet er så, hvilken setting der er den bedste og hvad den kan bruges til.

battle royale eller ej (undskyld!)

Det er sådan en dum lille ting som ganske givet vil bekræfte nogen af de værste fordomme folk måtte have om mig. På den anden side: for de involverede er 40 japanske teenageres død næppe uden en vis betydning. Eller er det omvendt?
Det handler om en lille uklarhed i Mortens ellers glimrende anmeldelse af spillet Classroom Deathmatch. Jeg har prøvet at poste en kommentar på Ådalen, men jeg bliver vist fanget af hans spamfilter. Der sker i hvert fald ikke noget.
Men anyways:
Morten skriver:

"I 2000 myrdede 42 15-årige japanske skoleelever løs på hinanden. Kun få overlevede begivenheden der blev kendt som
Battle Royale
Disse begivenheder er blevet foreviget gentagne gange i film, bøger og tegneserier, og nu også som rollespil."

Formuleringen er ekstrem let at misforstå og for at undgå evt. mytedannelser er det måske værd at slå fast, at filmene og tegneserierne - ligesom spillet - bygger på en japansk science fiction roman af en fyr, der hedder Koushun Takami, og at de blodige begivenheder altså ikke har fundet sted i vores såkaldte virkelighed. - Hvad der da også fremgår ret tydeligt - omend indirekte - af resten af Mortens anmeldelse.
Beklager afbrydelsen og vil ellers glæde mig til at læse mere om den forestående spilning af spillet.
:-)