Jeremy Clarkson, britisk bil-journalistiks svar
på Michael Erik Næsby... - her i Jeep... -
på Michael Erik Næsby... - her i Jeep... -
Viser opslag med etiketten debat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten debat. Vis alle opslag
18.2.12
Dansk rollespils svar på Jeremy Clarkson
Jeg troede faktisk først at det var den notoriske Per von Fischer, men det viser nu at han i virkeligheden bor i Skotland, går med kilt og er miljø-blød og grøn i håret. Til gengæld har jeg noteret at hver gang jeg prøver at deltage i debatten her i den hjemlige, bliver folk voldsomt fornærmede uanset hvad jeg siger, og det er gået op for mig, at det er mig, der er Clarkson.
11.2.12
Om vildfarelser og jordforbindelser...
Sådan kan det gå. Jeg havde skrevet et meget langt skarpt og virkli' klogt indlæg som svar på denne post af Morten Greis på Plan B's blog [link]
I mellemtiden har Morten postet en fortsættelse, som gør diskussionen ret uinteressant og i hvert fald overflødiggør 99% af mit oprindelige indlæg. Tilbage bliver sådan set kun en mand med et æg og 3-4 punkter, som her serveres sprødstegte i flødesovs.
For det første mener jeg (med meget få undtagelser) ikke at der findes vildfarelser i rollespil. Hvis du finder den måde du spiller på, tilfredsstillende, skal du da bare blive ved med det.
Hvis der er problemer er det bedste, når det handler om kampagner at tage en (ubevæbnet) snak med dine medspillere og finde et eller andet praktisk kompromis, mellem det man selv foretrækker og det de andre åbenbart hellere vil. (Eller alle mulige mellemliggende kombinationer!) Så længe det handler om personlige forhold til andre mennesker er en vis acceptabel grad af kompromis næsten altid en nødvendig forudsætning.
Morten skriver som svar på mit svar på hans oprindelige post:
Så det er lidt trist...
I mellemtiden har Morten postet en fortsættelse, som gør diskussionen ret uinteressant og i hvert fald overflødiggør 99% af mit oprindelige indlæg. Tilbage bliver sådan set kun en mand med et æg og 3-4 punkter, som her serveres sprødstegte i flødesovs.
Hvis der er problemer er det bedste, når det handler om kampagner at tage en (ubevæbnet) snak med dine medspillere og finde et eller andet praktisk kompromis, mellem det man selv foretrækker og det de andre åbenbart hellere vil. (Eller alle mulige mellemliggende kombinationer!) Så længe det handler om personlige forhold til andre mennesker er en vis acceptabel grad af kompromis næsten altid en nødvendig forudsætning.
Morten skriver som svar på mit svar på hans oprindelige post:
Hej Michael,Jeg ville gerne have haft hjælp til at forstå Mortens holdninger og intentioner bedre. I betragtning af hvor få aktive bidragydere der er i debatten omkr. disse ting, synes jeg helt ærligt ikke vi har råd til at vælge hinanden til og fra på den måde.
Jeg ser, at du fuldstændigt har misforstået mit indlæg, at dine bemærkninger skyder helt forbi, og at du tilskriver mig holdninger og intentioner, der er fuldstændig uden belæg. Jeg vil derfor ikke komme yderligere ind på din kommentar.
Så det er lidt trist...
22.1.12
Rollespillere: Vi er dem, vi er...
De kære mennesker i plan B, der, så vidt jeg omtrent kan gennemskue det, er sådant et københavnsk rollespilskollektiv opkaldt efter et værtshus, (eller omvendt) brillerer med at offentliggøre en strøm af interessante inspirerende blogposter.
En af dem erMorten Greis' Troels Ken Pedersens lille epos om rollespillere. [LINK]
Den samlede sammenhæng kan være lidt svær at gennemskue, da der er et drys af revolutionsromantik ind over hele hærligheden, men mere præcist er emnet vist det hierarki man kan oplever på en con som fx Fastaval, hvor man kan få det indtryk at scenariforfatterne er næsten-guddommelige, spillederne ikke helt har profetstatus mens spillerne er pøbelen.
Det er på mange måder et sært synspunkt, som forfatter-Morten Troels da også prøver at gøre op med. I følge ham er vi alle rollespillere. Vi er alle i samme båd så at sige, og derfor kan den ene gruppe ikke have problemer med den anden. I virkeligheden kan man sagtens have problemer med sig selv og dele af sin personlighed. Hvilket giver smør på brødet i mangen et lille terapeut-hjem i den internationale psyko-branche. Så lad os se nærmere på tingene.
Lad os starte med at slå fast med syvtomme-søm: Uanset hvordan man vender og drejer det er spillerne den helt centrale og uundværlige ingrediens i enhver form for rollespil.*1 Så dem kan vi ikke undvære. Man kan og skal - både som arrangør af rollespilsbegivenheder og som forfatter gøre hvad man kan for at facilitere et godt funktionelt forhold mellem spillerne og det stykke rollepil de deltager i. Her kommer foromtalerne ind billedet, men jeg synes bestemt også at aldersgrænser, kvinde-scenarier*2 og al den slags er både rimelige og fornuftige, hvis de er relevante og velbegrundede. En måde at sikre at de spillere, der deltager, får udbytte af deltagelsen. - Med det forbehold er spillerne på en con en forudsætning og et vilkår.
Man kan sagtens lave spillederløst rollespil, men i almindeligt bordrollespil er spillederen ret vigtig.
Sandheden om forfatterne er at de er ret vigtige samlet set, men set enkeltvis er de nærmest uden betydning. Hvis man ikke kan komme til at spille den seneste Bækgaard kan man jo bare gå efter den næstsidste Morten Jaeger. Scenarier er som baseball bats. Det er ikke afgørende om det er af asketræ eller magnesium. Det afgørende er hvad man gør med det og hvordan.
Lige siden jeg var helt lille, har det været sådan at middelmådige og decideret dårlige spiloplevelser er forekommet og opskriften er derefter at spillerne skyder skylden på forfatterne og spillederne, spillederne placerer ansvaret for fiaskoerne på spillerne og forfatterne mens forfatterne stort set hader spillere og spilledere. Hver for sig ser de forskellige person-typer i denne lille commedia dell'arte de andre som årsager til ondets rod. Troels' pointe er så at det er misforståelse. Det mener jeg så ikke nødvendigvis er hele sandheden. Samtidig ser jeg dog blandt andet reaktioner på Mortens post som et tegn på at han har fat i et hjørne af noget. De handler stort set alle om det samme. - Hvordan kan man sikre sig bedre spillere til sine guddommelige scenarier?
Det får rollepisforfatterne til at lyde næsten som de rigtige forfattere, når de brokker sig over de fatsvage medier og ikke mindst de dumme læsere og ondsindede anmeldere. Men forfatterne overser behændigt at de ikke er tvunget til at forfatte og da slet ikke til at udgive deres værker. Vil man undgå misforståelser og kritik af sin geniale roman, kan man jo blot undlade at udgive den. Vælger man udgivelsen må man sgu finde sig i at nogen læser og reagerer på den. Ligesom DSB må lære at leve med passagerer, sygehusvæsnet må forholde sig patienternes behov og skolerne må lære at håndtere eleverne. Vælger man at skrive et scenarie til en con må man sgu leve med at der er de spillere der nu en gang er.
Hvis det ikke er godt nok, bør man overveje at holde sig fra at skrive til con'er og den slags.
Det betyder som nævnt ikke at jeg har problemer med at man gør hvad man kan for at optimere forholdet mellem spillere og oplevelser. Der er mange spændende og konstruktive metoder. Både spiller-workshops og foromtaleoptimering (FOO) er absolut farbare og anbefaleelsesværdige veje. Min vinkel er at har man som scenarie forfatter et meget stort behov for at lave spillerne om, har man misforstået sin eksistensberettigelse. Man er DSB uden tog, fødeafdelingen uden gravide eller fængselsvæsnet uden indsatte.
*1 I virkeligheden kan man sagtens forestille sig rollespil uden spillere ligesom der findes teater uden skuespillere, men det ser vi bort fra her.
*2 Jeg husker ikke navnene, men jeg mener at vi på Fastaval har haft mindst et scenarie kun for kvinder, et kun for mænd, et kun for deltagere på 16 og derunder samt et par stykker for folk på 18+. Noget i den retning.
En af dem er
Den samlede sammenhæng kan være lidt svær at gennemskue, da der er et drys af revolutionsromantik ind over hele hærligheden, men mere præcist er emnet vist det hierarki man kan oplever på en con som fx Fastaval, hvor man kan få det indtryk at scenariforfatterne er næsten-guddommelige, spillederne ikke helt har profetstatus mens spillerne er pøbelen.
Det er på mange måder et sært synspunkt, som forfatter-
Lad os starte med at slå fast med syvtomme-søm: Uanset hvordan man vender og drejer det er spillerne den helt centrale og uundværlige ingrediens i enhver form for rollespil.*1 Så dem kan vi ikke undvære. Man kan og skal - både som arrangør af rollespilsbegivenheder og som forfatter gøre hvad man kan for at facilitere et godt funktionelt forhold mellem spillerne og det stykke rollepil de deltager i. Her kommer foromtalerne ind billedet, men jeg synes bestemt også at aldersgrænser, kvinde-scenarier*2 og al den slags er både rimelige og fornuftige, hvis de er relevante og velbegrundede. En måde at sikre at de spillere, der deltager, får udbytte af deltagelsen. - Med det forbehold er spillerne på en con en forudsætning og et vilkår.
Man kan sagtens lave spillederløst rollespil, men i almindeligt bordrollespil er spillederen ret vigtig.
Sandheden om forfatterne er at de er ret vigtige samlet set, men set enkeltvis er de nærmest uden betydning. Hvis man ikke kan komme til at spille den seneste Bækgaard kan man jo bare gå efter den næstsidste Morten Jaeger. Scenarier er som baseball bats. Det er ikke afgørende om det er af asketræ eller magnesium. Det afgørende er hvad man gør med det og hvordan.
Lige siden jeg var helt lille, har det været sådan at middelmådige og decideret dårlige spiloplevelser er forekommet og opskriften er derefter at spillerne skyder skylden på forfatterne og spillederne, spillederne placerer ansvaret for fiaskoerne på spillerne og forfatterne mens forfatterne stort set hader spillere og spilledere. Hver for sig ser de forskellige person-typer i denne lille commedia dell'arte de andre som årsager til ondets rod. Troels' pointe er så at det er misforståelse. Det mener jeg så ikke nødvendigvis er hele sandheden. Samtidig ser jeg dog blandt andet reaktioner på Mortens post som et tegn på at han har fat i et hjørne af noget. De handler stort set alle om det samme. - Hvordan kan man sikre sig bedre spillere til sine guddommelige scenarier?
Det får rollepisforfatterne til at lyde næsten som de rigtige forfattere, når de brokker sig over de fatsvage medier og ikke mindst de dumme læsere og ondsindede anmeldere. Men forfatterne overser behændigt at de ikke er tvunget til at forfatte og da slet ikke til at udgive deres værker. Vil man undgå misforståelser og kritik af sin geniale roman, kan man jo blot undlade at udgive den. Vælger man udgivelsen må man sgu finde sig i at nogen læser og reagerer på den. Ligesom DSB må lære at leve med passagerer, sygehusvæsnet må forholde sig patienternes behov og skolerne må lære at håndtere eleverne. Vælger man at skrive et scenarie til en con må man sgu leve med at der er de spillere der nu en gang er.
Hvis det ikke er godt nok, bør man overveje at holde sig fra at skrive til con'er og den slags.
Det betyder som nævnt ikke at jeg har problemer med at man gør hvad man kan for at optimere forholdet mellem spillere og oplevelser. Der er mange spændende og konstruktive metoder. Både spiller-workshops og foromtaleoptimering (FOO) er absolut farbare og anbefaleelsesværdige veje. Min vinkel er at har man som scenarie forfatter et meget stort behov for at lave spillerne om, har man misforstået sin eksistensberettigelse. Man er DSB uden tog, fødeafdelingen uden gravide eller fængselsvæsnet uden indsatte.
*1 I virkeligheden kan man sagtens forestille sig rollespil uden spillere ligesom der findes teater uden skuespillere, men det ser vi bort fra her.
*2 Jeg husker ikke navnene, men jeg mener at vi på Fastaval har haft mindst et scenarie kun for kvinder, et kun for mænd, et kun for deltagere på 16 og derunder samt et par stykker for folk på 18+. Noget i den retning.
24.9.07
6 punkter på domkirkens dør
På planB's altid spændende blog kan man nu se et antal punkter under overskriften "Lidt om Tankerne Bag". Det er altid glædeligt at se, at nogen gør sig tanker om ting, omend ideen med at opstille klare og enkle svar hverken er ny eller specielt forløsende i sig selv.
Det er svært ikke at reagere på PlanB's punkter, så jeg har lavet mine egne. Som man ser (hvis man ellers ikke har noget mere fornuftigt at tage sig til) er der forskelle og ligheder. Og deres liste er mere checket end min.
Det kan man så tænke over.
*)Man kan sagtens diskutere om det er godt rollespil, eller om det er en form for rollespil man kan lide, men det ER rollespil.
Det er svært ikke at reagere på PlanB's punkter, så jeg har lavet mine egne. Som man ser (hvis man ellers ikke har noget mere fornuftigt at tage sig til) er der forskelle og ligheder. Og deres liste er mere checket end min.
Det kan man så tænke over.
1. Rollespil er ikke et medie:
men det er rigtigt, at der altid er noget nyt, og at det skal prøves.2. Stol på dine spillere og spilledere:
Spillerne vil altid gerne selv have en god oplevelse. De er aldrig dine modstandere ift. udførslen. Hvis du sørger for at formidle dine præmisser ordentligt, skal de nok fange dem.3. Forfatter-betegnelsen forpligter:
Uden spillere er dit scenarie ikke andet end bunke papirer. Det er dit ansvar at give spillerne mulighed for den bedst mulig oplevelse. Respekter spillernes valg. Det er deres ansvar at give sig selv forudsætningerne for den bedst mulige oplevelse.4. Rollespil er ikke en form for litteratur:
Men forskellen handler ikke om, hvem der ejer historien, eller hvordan den opstår, men om hvordan den opleves. Railroading er også rollespil*).5. Det er meget dumt at skrive for meget og det er lidt dumt at skrive for lidt:
I praksis har spilledere og spillere meget forskellige forventninger og behov. Hvad den ene synes er for meget finder den anden er for lidt. Mængden af tekst, graden af forklaringer og detaljer er næsten umulig at ramme optimalt i forhold til alle potentielle brugere af scenarieteksten. Når det er sagt oplever jeg det som om, at tendensen går mod en forståelse for de kortere tekster - og mere frihed/ansvar til spilleder og spillere.6. Nogens historier er bedre end andres:
Det kan være svært at acceptere, men sommetider er en demokratisk komite ikke vejen til den bedst mulige oplevelse. Det er man altså nødt til at lære at leve med. Når det er sagt kan en komite være et særdeles underholdende sted at være.
*)Man kan sagtens diskutere om det er godt rollespil, eller om det er en form for rollespil man kan lide, men det ER rollespil.
12.9.07
michael svarer på jonas' svar på svar på svar
Vor diskussion om den litterære formidling fortsætter. Og i denne omgang har Jonas skrevet et svar, der sætter mit system skakmat. - Der er måske en øvre grænse for hvor meget tekst, der kan være for hver post? - Mens jeg får det checket har jeg besluttet, at gengive det nyeste afsnit i føljetonen, som en ny post.
Det er altså Jonas, der skriver:
Hej Michael
Vi kører på med tålmodighed. Jeg klipper nådesløst i det skrevne såvidt.
(...)
Jonas:
Og lad mig med det samme sige at et svar på formen "men der findes omstændigheder hvor 1a-c ikke gør sig gældende" er et ikke-svar.
Michael:
Men øh... Når det nu er rigtigt?(...)
Jonas:
Grunden til at det er et ikke-svar skriver jeg i mit oprindelige indlæg: 'Istedet for at forholde dig til hans kritik peger du på eksempler (eksempler der iøvrigt kan rummes af det han skriver) og siger: "Sådan er det i hvert fald ikke lige her!" og lader det blive ved det istedet for svare på det der egentlig var kritikken'. Du kan jo sådan set have ret i at formen skal hænge sammen med intentionen, men det er bare let sluppet fordi det er et uproblematisk standpunkt. Peter prøver at sige noget der ikke er så let købt. Du afviser det med en letkøbt sandhed.
Ja. Det er en letkøbt sandhed fordi det er rigtigt. - Der er mange gode grunde til at tænke over hvilken form for formidling man vælger og hvordan man udfører den. Men der er ingen vej uden om, at formen skal passe til intentionen. I mange sammenhænge er den litterære metode uegnet, men hverken den eller andre kan afvises, hvis man ikke har forholdt sig til det intentionerne bag det enkelte konkrete projekt.
...
Jonas:
Men nu hvor vi har fået etableret at 1-ac kan være problemer så lad mig nok engang omformulere dem til hvad jeg mener de indeholder af kritik:
1a) Det litterære oplæg skaber OFTE PT en forventning om at scenariets afvikling får et litterært feel. Hvis spillederen tænker afviklingen indenfor rammerne af en litterær fremstilling risikerer den interaktive afvikling at lide under det ved manglende interaktivitet. Spillederen stirrer sig blind på historien som den allerede er fortalt og vrider spillet (og hermed spillerne) i den retning.
1b) Unødvendige oplysninger overdøver OFTE PT væsentlige oplysninger.
1c) Unødvendige oplysninger låser OFTE PT afviklingen mere end godt er og skaber en for defineret verden og dermed et for lille rum at bevæge sig i.
Og her bevæger Peter sig faktisk ud på dybt vand idet han kritiserer den danske scenarietraditions status quo (eller med ord der er brugt før: 'når han skriver imod læser jeg det som om han peger på en problematisk tendens i scenarieskrivningen generelt, uden dog at nævne navne på de formastelige (scenarier såvel som forfattere)'). Og her kan du så være uenig med Peter. Men at sige at Peter her (ubevidst?) siger at hans smag er Det Gode Rollespil og fordrer Den Rette Formidling som er Den Funktionelle Manual er en fejllæsning af hans indlæg, og en lidt letkøbt en af slagsen. Peter siger at scenarieforfattere over en bred kam bruger en formidlingsform der ikke er god til at opnå det de gerne vil med deres scenarier (hvilket jo selvfølgelig er risky business fordi Peter gør sig klog på andres intentioner) hvortil du svarer at han skal lade være med at tro at hans smag er Den Gode Smag.
Jeg ved ikke rigtigt hvad danske scenarieforfattere som samlet flok "vil" med deres scenarier eller hvilke metoder de bruger. - Men jeg vil nok være tilbøjelig til at give ham ret her. (Altså i din fotolkning af, hvad han mener.) Der har altid været en tydelig (og fuldt forståelig) floktendens blandt scenarieforfattere, popmusikere, filmmagere og kirkegårdsgartnere. - Man ser på de ting man kan lide og synes fungerer, og så kopierer man dem. Så overser man nemt, at de måske ikke fungerer i den nye sammenhæng. Eller - som jeg også synes man ofte ser det - at det der gør udgangspunktet så fantastisk fedt ikke er det, man får efterlignet. Som når Charlie's Angels efterligner The Matrix. Efterligning er en vanskelig kunst.
På scenariefronten har der været ret tydelige modetendenser og det er der vel stadig. Jeg vil gerne tvinge folk til at tænke selv og træffe deres egne valg. Naturligvis ud fra de bedst mulige forudsætninger.
...
Jonas:
Peter skriver noget om grundene til at scenarieforfattere gør noget dumt nemlig at 'en lang række dansker scenarier tager sin oprindelse i den litterære tradition'. Eller med andre ord at scenarieforfatterne gør som de der er gået før dem. At den litteære måde at skrive scenarier på er vanetænktning og at der findes et alternativ han tror en del forfattere vil få mere ud af at bruge i forhold til det de gerne vil opnå med deres scenarier. Og så er det måske rigtigt nok at den litterære model har sine anvendelsesmuligheder, men det er ikke en indvending mod det Peter skriver, fordi Peter ikke tager afstand til formen som sådan, men derimod tager afstand til den danske scenarietradions brug af formen anno 2007.
Her skal man måske have med i billedet, at den litterære tradition - som måske i virkeligheden også er en filmisk tradition - i sig selv har været nyskabende. Hvor starten var en meget spilbaseret tankegang med felter på et kort, enkle (ret meningsløse) valgmuligheder og terningslag.
...
Jonas:
(...)Det er i høj grad min oplevelse at denne formidlingsform langt hen af vejen gør sig gældende i mere eller mindre form i de fleste scenarier. Altså er det lige meget om der er enkelte afvigelser fordi det ifølge Peter er generelt problem.
Michael:
Jamen er der så stadig tale om en form for formidling? I forbindelse med scenarier må man (og undskyld, hvis det kommer til at lyde frygtelig banalt!) rent teknisk skelne mellem selve rollespillet, som er det der foregår når man spiller. Rollespilsforlægget som er indholdet i scenarie-teksten. - Altså det man skal bruge til at spille ud fra. Og formidlingen af rollespilsforlægget.
Jeg har en hel masse indviklede forbehold over for at betragte rollespil som en form for litteratur. Det er forkert på så mange måder. Men scenarier er ikke rollespil, og her gælder det om at benytte den formidlingsform, der fungerer bedst. Herunder også om man synes det er nemt eller svært at arbejde med.
Jonas:
Her går vi vist lidt forbi hinanden. Sætningen 'Jamen er der så stadig tale om en form for formidling?' forstår jeg ikke hvor du vil hen med og det gør at jeg heller ikke forstår resten af afsnittet. Kan du forsøge at omformulere?
Et af mine problemer med Peters oprindelige indlæg, er at jeg har svært ved at se/forstå hans skelnen mellem indhold og formidling. Litterær formidling - sådan som jeg opfatter det - er faktisk en forholdsvis sjælden størrelse. I hvert fald ud fra min oplevelse af det danske rollespils-univers. Flamants "Jagten går ind" og mit eget "Messe for en Galning" er faktisk de eneste rene eksempler, jeg kender. Og som nævnt er "Messe for en Galning" blevet fremhævet som et eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Derimod kender jeg mange eksempler på scenarier, der bygger på en opfattelse af rollespil som et litterært medie. - Altså hvor indholdet er litterært tænkt.
Det kunne være sjovt at få den del af det belyst med en masse gode eksempler!
(...)
...
Jonas:
Ok nu tror jeg bedre at jeg forstår. Jeg synes billedeksemplet er et dårligt eksempel fordi der i der i det skrevne rollespilsoplæg er to niveauer af formidling, modsat billedet der kun har et niveau. I billedeksemplet formidler maleren et portræt til beskueren. I det skrevne rollespilsoplæg formidler en forfatter nogle tanker videre til en spilleder, der så igen formidler det videre til spillerne.
Jeg læser det du skriver sådan her: Ved at benytte en litterær formidling kan man sige nogen ting man ikke kan med en funktionel formidling.
Er det rigtigt læst? Hvis ja, kunne det være spændende at høre hvordan du mener at dette noget bevæger sig fra spilleder til spillere.
Til gengæld er billedeksemplet relativt klart. - På den for billeder karakteristiske måde: et godt billede siger mere end 1000 ord, -til gengæld giver det ikke altid mening.
:0)
Det er netop en af de helt grundlæggende udfordringer ved scenarieskrivning - og noget af det, der er med til at gøre det interessant for alvor, at der er de to niveauer, du omtaler. Hvis man vil andet end at kopiere kendte forlæg og/eller give et grundlag for 4,5 timers ganske udmærket hygge, løber man hurtigt ind i problemer.
For hvordan får man spillederen/spillerne til at forstå ting som måske kun kan forstås intuitivt eller på et følelsesplan? Hvordan kan man transportere folk fra klasselokalet til en fiktiv verden, der ikke bare er et klasselokale med sort plastik og fyrfadslys. Hvordan forklarer man det som ikke kan forklares?
Her synes jeg handouts, illustrationer og litterære virkemidler i formidlingen kommer til at spille en vigtig rolle, og jeg synes ikke man skal afskære fra potentielt virkningsfulde værktøjer. Selvom jeg naturligvis er med på, at man - som enhver god håndværker - skal respektere sine værktøjer, kende deres stærke og svage sider samt være klar over, at hvis det går galt kan de flå hånden af en.
Det er altså Jonas, der skriver:
Hej Michael
Vi kører på med tålmodighed. Jeg klipper nådesløst i det skrevne såvidt.
(...)
Jonas:
Og lad mig med det samme sige at et svar på formen "men der findes omstændigheder hvor 1a-c ikke gør sig gældende" er et ikke-svar.
Michael:
Men øh... Når det nu er rigtigt?(...)
Jonas:
Grunden til at det er et ikke-svar skriver jeg i mit oprindelige indlæg: 'Istedet for at forholde dig til hans kritik peger du på eksempler (eksempler der iøvrigt kan rummes af det han skriver) og siger: "Sådan er det i hvert fald ikke lige her!" og lader det blive ved det istedet for svare på det der egentlig var kritikken'. Du kan jo sådan set have ret i at formen skal hænge sammen med intentionen, men det er bare let sluppet fordi det er et uproblematisk standpunkt. Peter prøver at sige noget der ikke er så let købt. Du afviser det med en letkøbt sandhed.
Ja. Det er en letkøbt sandhed fordi det er rigtigt. - Der er mange gode grunde til at tænke over hvilken form for formidling man vælger og hvordan man udfører den. Men der er ingen vej uden om, at formen skal passe til intentionen. I mange sammenhænge er den litterære metode uegnet, men hverken den eller andre kan afvises, hvis man ikke har forholdt sig til det intentionerne bag det enkelte konkrete projekt.
...
Jonas:
Men nu hvor vi har fået etableret at 1-ac kan være problemer så lad mig nok engang omformulere dem til hvad jeg mener de indeholder af kritik:
1a) Det litterære oplæg skaber OFTE PT en forventning om at scenariets afvikling får et litterært feel. Hvis spillederen tænker afviklingen indenfor rammerne af en litterær fremstilling risikerer den interaktive afvikling at lide under det ved manglende interaktivitet. Spillederen stirrer sig blind på historien som den allerede er fortalt og vrider spillet (og hermed spillerne) i den retning.
1b) Unødvendige oplysninger overdøver OFTE PT væsentlige oplysninger.
1c) Unødvendige oplysninger låser OFTE PT afviklingen mere end godt er og skaber en for defineret verden og dermed et for lille rum at bevæge sig i.
Og her bevæger Peter sig faktisk ud på dybt vand idet han kritiserer den danske scenarietraditions status quo (eller med ord der er brugt før: 'når han skriver imod læser jeg det som om han peger på en problematisk tendens i scenarieskrivningen generelt, uden dog at nævne navne på de formastelige (scenarier såvel som forfattere)'). Og her kan du så være uenig med Peter. Men at sige at Peter her (ubevidst?) siger at hans smag er Det Gode Rollespil og fordrer Den Rette Formidling som er Den Funktionelle Manual er en fejllæsning af hans indlæg, og en lidt letkøbt en af slagsen. Peter siger at scenarieforfattere over en bred kam bruger en formidlingsform der ikke er god til at opnå det de gerne vil med deres scenarier (hvilket jo selvfølgelig er risky business fordi Peter gør sig klog på andres intentioner) hvortil du svarer at han skal lade være med at tro at hans smag er Den Gode Smag.
Jeg ved ikke rigtigt hvad danske scenarieforfattere som samlet flok "vil" med deres scenarier eller hvilke metoder de bruger. - Men jeg vil nok være tilbøjelig til at give ham ret her. (Altså i din fotolkning af, hvad han mener.) Der har altid været en tydelig (og fuldt forståelig) floktendens blandt scenarieforfattere, popmusikere, filmmagere og kirkegårdsgartnere. - Man ser på de ting man kan lide og synes fungerer, og så kopierer man dem. Så overser man nemt, at de måske ikke fungerer i den nye sammenhæng. Eller - som jeg også synes man ofte ser det - at det der gør udgangspunktet så fantastisk fedt ikke er det, man får efterlignet. Som når Charlie's Angels efterligner The Matrix. Efterligning er en vanskelig kunst.
På scenariefronten har der været ret tydelige modetendenser og det er der vel stadig. Jeg vil gerne tvinge folk til at tænke selv og træffe deres egne valg. Naturligvis ud fra de bedst mulige forudsætninger.
...
Jonas:
Peter skriver noget om grundene til at scenarieforfattere gør noget dumt nemlig at 'en lang række dansker scenarier tager sin oprindelse i den litterære tradition'. Eller med andre ord at scenarieforfatterne gør som de der er gået før dem. At den litteære måde at skrive scenarier på er vanetænktning og at der findes et alternativ han tror en del forfattere vil få mere ud af at bruge i forhold til det de gerne vil opnå med deres scenarier. Og så er det måske rigtigt nok at den litterære model har sine anvendelsesmuligheder, men det er ikke en indvending mod det Peter skriver, fordi Peter ikke tager afstand til formen som sådan, men derimod tager afstand til den danske scenarietradions brug af formen anno 2007.
Her skal man måske have med i billedet, at den litterære tradition - som måske i virkeligheden også er en filmisk tradition - i sig selv har været nyskabende. Hvor starten var en meget spilbaseret tankegang med felter på et kort, enkle (ret meningsløse) valgmuligheder og terningslag.
...
Jonas:
(...)Det er i høj grad min oplevelse at denne formidlingsform langt hen af vejen gør sig gældende i mere eller mindre form i de fleste scenarier. Altså er det lige meget om der er enkelte afvigelser fordi det ifølge Peter er generelt problem.
Michael:
Jamen er der så stadig tale om en form for formidling? I forbindelse med scenarier må man (og undskyld, hvis det kommer til at lyde frygtelig banalt!) rent teknisk skelne mellem selve rollespillet, som er det der foregår når man spiller. Rollespilsforlægget som er indholdet i scenarie-teksten. - Altså det man skal bruge til at spille ud fra. Og formidlingen af rollespilsforlægget.
Jeg har en hel masse indviklede forbehold over for at betragte rollespil som en form for litteratur. Det er forkert på så mange måder. Men scenarier er ikke rollespil, og her gælder det om at benytte den formidlingsform, der fungerer bedst. Herunder også om man synes det er nemt eller svært at arbejde med.
Jonas:
Her går vi vist lidt forbi hinanden. Sætningen 'Jamen er der så stadig tale om en form for formidling?' forstår jeg ikke hvor du vil hen med og det gør at jeg heller ikke forstår resten af afsnittet. Kan du forsøge at omformulere?
Et af mine problemer med Peters oprindelige indlæg, er at jeg har svært ved at se/forstå hans skelnen mellem indhold og formidling. Litterær formidling - sådan som jeg opfatter det - er faktisk en forholdsvis sjælden størrelse. I hvert fald ud fra min oplevelse af det danske rollespils-univers. Flamants "Jagten går ind" og mit eget "Messe for en Galning" er faktisk de eneste rene eksempler, jeg kender. Og som nævnt er "Messe for en Galning" blevet fremhævet som et eksempel på, hvad man ikke skal gøre. Derimod kender jeg mange eksempler på scenarier, der bygger på en opfattelse af rollespil som et litterært medie. - Altså hvor indholdet er litterært tænkt.
Det kunne være sjovt at få den del af det belyst med en masse gode eksempler!
(...)
...
Jonas:
Ok nu tror jeg bedre at jeg forstår. Jeg synes billedeksemplet er et dårligt eksempel fordi der i der i det skrevne rollespilsoplæg er to niveauer af formidling, modsat billedet der kun har et niveau. I billedeksemplet formidler maleren et portræt til beskueren. I det skrevne rollespilsoplæg formidler en forfatter nogle tanker videre til en spilleder, der så igen formidler det videre til spillerne.
Jeg læser det du skriver sådan her: Ved at benytte en litterær formidling kan man sige nogen ting man ikke kan med en funktionel formidling.
Er det rigtigt læst? Hvis ja, kunne det være spændende at høre hvordan du mener at dette noget bevæger sig fra spilleder til spillere.
Til gengæld er billedeksemplet relativt klart. - På den for billeder karakteristiske måde: et godt billede siger mere end 1000 ord, -til gengæld giver det ikke altid mening.
:0)
Det er netop en af de helt grundlæggende udfordringer ved scenarieskrivning - og noget af det, der er med til at gøre det interessant for alvor, at der er de to niveauer, du omtaler. Hvis man vil andet end at kopiere kendte forlæg og/eller give et grundlag for 4,5 timers ganske udmærket hygge, løber man hurtigt ind i problemer.
For hvordan får man spillederen/spillerne til at forstå ting som måske kun kan forstås intuitivt eller på et følelsesplan? Hvordan kan man transportere folk fra klasselokalet til en fiktiv verden, der ikke bare er et klasselokale med sort plastik og fyrfadslys. Hvordan forklarer man det som ikke kan forklares?
Her synes jeg handouts, illustrationer og litterære virkemidler i formidlingen kommer til at spille en vigtig rolle, og jeg synes ikke man skal afskære fra potentielt virkningsfulde værktøjer. Selvom jeg naturligvis er med på, at man - som enhver god håndværker - skal respektere sine værktøjer, kende deres stærke og svage sider samt være klar over, at hvis det går galt kan de flå hånden af en.
alt er relativt
Nu er jeg jo som bekendt ikke just Albert Einstein, men derfor beskyldes jeg nu alligevel med jævne mellemrum for at gå i den berømte videnskabsmand og frisør-traumatisators fodspor. "Er du ikke bare sådan en, der siger alt er relativt?", "er det ikke bare alt for nemt?" "og debatdræbende?" siger folk.
Men nej! - For rigtigt meget er relativt, når man får set nøjere efter.
For nogen tid siden efterlyste Mads Brynnum eksempelvis kortere scenarier på RPGforum. I gamle dage varede scenarier ofte meget længe. 8, 9 og 10 timer var slet ikke usædvanligt - heller ikke på con'erne. Birgitte Vince Heuschkels og Alvin Gellerts When Princes Meet fra 1995 har vistnok rekorden med en beregnet spilletid på 24 timer. Jeg ved ikke hvordan det fungerede.
Generelt er der selvfølgelig nogen problemer med de meget lange spilletider. Det går udover koncentrationen, det bliver nemt småkedsommeligt, nogen falder fra og i søvn osv. Det er ikke fedt.
Jeg føler mig ikke helt sikker på om kyllingen kom før ægget i denne sammenhæng, men jeg forbinder i hvert fald novellescenarierne på Orkon 2001 med et gennembrud i den retning. Korte præcise scenarier, der gør det der er meningen med dem, uden at spilde tiden med alt muligt udenomshalløj, rygsmerter og diverse søvnforstyrrelser.
Siden er spilletiderne faldet som halvfulde havfugle fra et kirsebærtræ. Og det er ret fedt.
Medmindre
...man vil noget andet.
Der kan være praktiske problemer forbundet med den lange varighed, og forskellige folk kan foretrække forskellige længder, men spillængden er ikke i sig selv et brugbart kvalitetskriterie. Det afgørende er spiloplevelsen og om man opnår det ønskede resultat.
På Fastaval 2007 lancerede Lars Andresen således Katedralens Krigere, som en Mini-kampagne, der kørte over to spilblokke. Det lange udviklingsforløb som kendes fra kampagnerne, var en del af målsætningen.
Man kan have personlige preferencer eller der kan være praktiske eller fysiske overvejelser, der gør at man individuelt foretrækker korterevarende spil, men bare fordi jeg ikke har plads til Rembrandts Nattevagten (stort!) betyder det da ikke at billedet er ringe.
Et andet emne, der har været megen misforstået fokus på, er hele spørgsmålet om interaktivitet og spiller-indflydelse. Det mener jeg faktisk er en (eller flere) utrolig(e) vigtig(e) diskussioner. Forståelse af hvordan disse ting fungerer er helt afgørende for den fulde udnyttelse af rollespillets muligheder. Men da ikke som en diskussion af for eller imod! Det ene er ikke smartere eller bedre end det andet. Det afgørende er spiloplevelsen, og om man opnår det ønskede resultat.
Det samme gælder naturligvis i spørgsmålet om litterær formidling, der har været oppe og vende her på min lille flinke blog i de seneste dage. Her er det oplagt, at scenarier er en ret kompleks formidlingsproces, og at nogen formidlingsformer er mere eller mindre oplagte end andre til forskellige af de informationstyper scenarier kan indeholde. Men som udgangspunkt må man benytte de formidlingsformer, man finder mest optimale i forhold til den målsætning man har. Der findes ingen absolutte sandheder i det spil. Bortset altså fra, at det afgørende er spiloplevelsen og alt det der.
Så jo: Selvom alt ikke er relativt, er der utrolig meget som vitterligt er. Men det er ikke noget let standpunkt tværtimod. For rent bortset fra, at det på mange punkter er det eneste, der holder i længden, tvinger det os til at foretage aktive valg og gennemtænke vores muligheder i den kreative proces, i stedet for blot at følge den bibel, der lige nu og her er den mest moderne.
Men nej! - For rigtigt meget er relativt, når man får set nøjere efter.
For nogen tid siden efterlyste Mads Brynnum eksempelvis kortere scenarier på RPGforum. I gamle dage varede scenarier ofte meget længe. 8, 9 og 10 timer var slet ikke usædvanligt - heller ikke på con'erne. Birgitte Vince Heuschkels og Alvin Gellerts When Princes Meet fra 1995 har vistnok rekorden med en beregnet spilletid på 24 timer. Jeg ved ikke hvordan det fungerede.
Generelt er der selvfølgelig nogen problemer med de meget lange spilletider. Det går udover koncentrationen, det bliver nemt småkedsommeligt, nogen falder fra og i søvn osv. Det er ikke fedt.
Jeg føler mig ikke helt sikker på om kyllingen kom før ægget i denne sammenhæng, men jeg forbinder i hvert fald novellescenarierne på Orkon 2001 med et gennembrud i den retning. Korte præcise scenarier, der gør det der er meningen med dem, uden at spilde tiden med alt muligt udenomshalløj, rygsmerter og diverse søvnforstyrrelser.
Siden er spilletiderne faldet som halvfulde havfugle fra et kirsebærtræ. Og det er ret fedt.
Medmindre
...man vil noget andet.
Der kan være praktiske problemer forbundet med den lange varighed, og forskellige folk kan foretrække forskellige længder, men spillængden er ikke i sig selv et brugbart kvalitetskriterie. Det afgørende er spiloplevelsen og om man opnår det ønskede resultat.
På Fastaval 2007 lancerede Lars Andresen således Katedralens Krigere, som en Mini-kampagne, der kørte over to spilblokke. Det lange udviklingsforløb som kendes fra kampagnerne, var en del af målsætningen.
Man kan have personlige preferencer eller der kan være praktiske eller fysiske overvejelser, der gør at man individuelt foretrækker korterevarende spil, men bare fordi jeg ikke har plads til Rembrandts Nattevagten (stort!) betyder det da ikke at billedet er ringe.
Et andet emne, der har været megen misforstået fokus på, er hele spørgsmålet om interaktivitet og spiller-indflydelse. Det mener jeg faktisk er en (eller flere) utrolig(e) vigtig(e) diskussioner. Forståelse af hvordan disse ting fungerer er helt afgørende for den fulde udnyttelse af rollespillets muligheder. Men da ikke som en diskussion af for eller imod! Det ene er ikke smartere eller bedre end det andet. Det afgørende er spiloplevelsen, og om man opnår det ønskede resultat.
Det samme gælder naturligvis i spørgsmålet om litterær formidling, der har været oppe og vende her på min lille flinke blog i de seneste dage. Her er det oplagt, at scenarier er en ret kompleks formidlingsproces, og at nogen formidlingsformer er mere eller mindre oplagte end andre til forskellige af de informationstyper scenarier kan indeholde. Men som udgangspunkt må man benytte de formidlingsformer, man finder mest optimale i forhold til den målsætning man har. Der findes ingen absolutte sandheder i det spil. Bortset altså fra, at det afgørende er spiloplevelsen og alt det der.
Så jo: Selvom alt ikke er relativt, er der utrolig meget som vitterligt er. Men det er ikke noget let standpunkt tværtimod. For rent bortset fra, at det på mange punkter er det eneste, der holder i længden, tvinger det os til at foretage aktive valg og gennemtænke vores muligheder i den kreative proces, i stedet for blot at følge den bibel, der lige nu og her er den mest moderne.
6.9.07
svar på svar på svar
Det er svært at se din post som et passende modspil, når du så konsekvent udtaler dig misvisende eller nedladende om den, som du vil komme med et modspil til. Det er ikke en tilgang, som fordrer nogen konstruktiv debat....skriver Morten nu i sit svar på mit svar.
Mit svar på hans svar på mit svar på hans svar bliver temmelig langt, og hele redeligheden fortjener vist et indlæg for sig.
Peter F. nævner explicit scenarier af Sebastian Flamant og undertegnede som eksempler på en tendens han ikke går ind for. Herunder et sidespring til mine (ganske vist ikke-eksisterende) udtalelser om scenariet Childsplay, der vist nok er helt uskyldigt i sammenhængen. Som udgangspunkt for en diskussion, synes jeg det er helt OK at lægge et frisk niveau, der kan sætte gang i nogen argumenter. Men det medfører så også, at man må forvente en tilsvarende reaktion
...
Morten:
I dit indlæg er jeg fortsat ganske uenig med dig i dit udsagn om, at spilledere bliver taget alvorligt og at de bliver underholdt gennem læsning af litterære passager. Selv melder jeg mig ikke som spilleder for læsningen af scenariets skyld, og mange gange er det de litterære passager, som jeg læser mindst, fordi de står i vejen for det scenarie, jeg skal formidle.
Hvad angår spillederne, så opfatter jeg det åbenbart helt anderledes end du gør. Jeg foretrækker klart at læse flydende - gerne litterær - tekst frem for oversigter og punkt-opstillinger. Op til en vis grænse ganske vist - og forudsat at det ellers er nogenlunde velskrevet. Når jeg så på denne måde har fundet ud af, hvad meningen er, vil jeg gerne have nogen hurtige og overskuelige oversigter, som jeg kan bruge under selve spillet.
Til gengæld har jeg det på samme måde som du, når det handler om hvorfor jeg melder mig som spilleder. Jeg gør det for spiloplevelsens skyld. - Og hader iøvrigt for det meste at læse scenarier. Jo mere tørre og brætspils-regel-agtige de er, desto mere forfærdelige synes jeg de er at læse.
Det betyder ikke, at jeg mener, at min synsvinkel er den eneste rigtige. Men jeg tror vi får svært ved at komme uden om, at den findes.
Så kommer vi til et paradoksproblem: For selvom du og jeg ikke bliver spilledere for at læse scenarier, medfører det nu engang under alle omstændigheder, at det bliver vi altså nødt til. ...
...
Morten:
Du fremhæver "Jagten går ind", både som et populært scenarie og som et scenarie, hvis novelleafsnit, du argumenterer for, fungerer, som havde spillederne nærmest deltaget i en spiltest. Men har vi nogen evidens for, at det er formen af scenariet, der har gjort det populært (spillerne har trods alt ikke læst det, og de har bidraget til scenariets popularitet)? Ydermere er jeg ikke enig med dig i, at læsningen af novelledelen nærmest gør det for en spiltest. ...
Det er helt rigtigt, at vi ikke ved noget om, hvorvidt "Jagten... " fungerer på grund af novelleafsnittet. Jeg tvivler. Omvendt kan man vel - scenariets popularitet taget i betragtning - slå fast, at novelleafsnittet ikke har skadet rollespilsoplevelsen (i afgørende grad)?
Jeg vil slet ikke fastholde, at effekten af novelledelen i "Jagten... " kan sidestilles med at være med til et prøvespil. Det kræver et sammenligningsgrundlag, jeg ikke har. Måske er det tættere på effekten af at være tilskuer ved en prøvespilning. Jeg ved det ikke.
...
Morten:
I det hele taget finder jeg, at din tekst er præget af en lang stribe påstande, som jeg finder dårligt eller lidet belagt, foruden at din post flere steder er rodet i sin opbygning
Påstandene kan vi forhåbentligt få mere givet en bedre belægning hen ad vejen. Rodet må vi nok desværre lære at leve med.
:o)
...
Morten:
Sidst men ikke mindst finder jeg også, at din kritik af Peters oplæg skyder over målet, idet Peter diskuterer en form af scenarieskrivning, og han præsenterer en anden form - han dikterer ikke, at der kun er den funktionelle form, og at alle andre er forfejlede - men at der er nogle problemer med den litterære form, som kan løses med den funktionelle form. Din opstilling af 'Peters foretrukne versus alt andet' er derfor decideret forkert - hvilket blandt andet kommer til udtryk, når du fremhæver eksemplet med den onde skurk. Peters pointe er, at i nogle scenarier er det uvedkommende at kende til årsagen til skurkens ondskab, og derfor hæmmende for udlevelsen af scenariet, hvis motiv og årsag alene dikteres af forfatter, fordi forfatter ønsker at formidle litterært.
Som det ofte er tilfældet med den slags, bliver tingene let en anelse firkantede. Jeg tror ikke Peter og jeg er voldsomt uenige.
Når Peter nu nævner eksemplet med skurken, ville jeg selv som spilleder foretrække at vide noget om hans motivation. På den anden side vil jeg være ligeglad med hans kones motivation, hvis spillerne ikke kommer i kontakt med hende. Forskellen er smænd ikke så stor. Det er et spørgsmål om latterligt få procent. - Og som altid er det jo relativt: scenarier er forskellige.
Men så mener jeg heller ikke, at der nødvendigvis er noget forkert i at forfatteren bestemmer motiver og årsager - eller at det nødvendigvis skal være på den måde.
En anden vigtig pointe er, at rollespil ikke er en form for litterartur, men et scenarie kan godt være litterært formidlet uden at medføre litterær funktionalitet under rollespillet - og omvendt: et funktionelt formidlet scenarie kan bygge på en litterær forståelse af rollespil.
Men - og det må vi altså heller ikke glemme - forfatterens motivation har også en vis betydning. Forfatterne skriver jo scenarier for deres fornøjelses skyld, og hvis en bestemt måde at skrive på virker bedre for en bestemt forfatter, er det jo i praksis også værd at tage med. Det kan jo i alleryderste konsekvens være forskellen på om der overhovedet bliver et scenarie ud af anstrengelserne eller ej.
...
@Jonas
1) Den litterære form kan være et dårligt formidlingsvalg på den og den måde og 2) 1 gør sig ofte gældende pt. Det ville være mere spændende at få at vide hvad du mener om 1+2.
Det sjove er, at jeg i virkeligheden slet ikke mener, at litterær formidling er optimalt i ret mange sammenhænge. Det er for let at tabe tråden og miste overblikket både som forfatter og som læser. - Ligesom det er meget sværere at få til at virke, end man lige tror. Det vigtige er at formidlingen er læsevenlig og velskrevet.
Jeg lægger (ofte) stor vægt på stemningen i mine scenarier, og på det punkt mener jeg at litterær formidling har nogen styrker. Ligesom man kan sige ting, etablere sammenhænge og lave beskrivelser som ellers ikke vil give mening. Man træder - så at sige - udover almindelig sproglig logik, hvilket nogen gange kan være nødvendigt. Det er dog selvsagt et risikabelt sted at befinde sig.
Forskellen er dog slet ikke uvæsentlig: er dette billede eksempelvis bedre end dette billede? Og i hvilken sammenhæng? De forestiller begge den samme franske kunsthandler, men de siger vidt forskellige ting til beskueren.
Hvad 2'eren angår, er det ikke mit indtryk, at der er særlig mange, der har ladet sig inspirere af "Jagten går ind" og "Messe for en Galning" hvad formidlingen angår. Tværtimod er Messe altid blevet fremhævet som et eksempel på noget "man" ikke skulle prøve. Jeg kan dog ikke påstå, at jeg har et dækkende kendskab til de seneste par års scenarier, og det kan da være billedet har ændret sig. Mit indtryk er, at de to scenarier stadig står stort set alene som eksponenter for den måde at skrive på.
Det spørgsmål har Morten (eks-Ottodommer og VC-scenarieansvarlig) og Peter F. (VC-scenarieansvarlig) nok et mere dækkende svar på.
[Tilføjelse:]
Hvad det mere generelle angår: Hvis jeg ellers forstår Peter rigtigt: at forfatterne måske prioriterer papir-scenariet og dets tekst(er) for højt i forhold til spiloplevelsen. På det punkt mener jeg faktisk, at han har helt ret. Det skrevne scenarie er sådan set et rent biprodukt, og vi skal være bedre til at tage udgangspunkt i spilsituationen og spillerne. Det har jeg da vist sagt mange gange tidligere. Blandt andet i denne artikel fra 2002.
Mit svar på hans svar på mit svar på hans svar bliver temmelig langt, og hele redeligheden fortjener vist et indlæg for sig.
Peter F. nævner explicit scenarier af Sebastian Flamant og undertegnede som eksempler på en tendens han ikke går ind for. Herunder et sidespring til mine (ganske vist ikke-eksisterende) udtalelser om scenariet Childsplay, der vist nok er helt uskyldigt i sammenhængen. Som udgangspunkt for en diskussion, synes jeg det er helt OK at lægge et frisk niveau, der kan sætte gang i nogen argumenter. Men det medfører så også, at man må forvente en tilsvarende reaktion
...
Morten:
I dit indlæg er jeg fortsat ganske uenig med dig i dit udsagn om, at spilledere bliver taget alvorligt og at de bliver underholdt gennem læsning af litterære passager. Selv melder jeg mig ikke som spilleder for læsningen af scenariets skyld, og mange gange er det de litterære passager, som jeg læser mindst, fordi de står i vejen for det scenarie, jeg skal formidle.
Hvad angår spillederne, så opfatter jeg det åbenbart helt anderledes end du gør. Jeg foretrækker klart at læse flydende - gerne litterær - tekst frem for oversigter og punkt-opstillinger. Op til en vis grænse ganske vist - og forudsat at det ellers er nogenlunde velskrevet. Når jeg så på denne måde har fundet ud af, hvad meningen er, vil jeg gerne have nogen hurtige og overskuelige oversigter, som jeg kan bruge under selve spillet.
Til gengæld har jeg det på samme måde som du, når det handler om hvorfor jeg melder mig som spilleder. Jeg gør det for spiloplevelsens skyld. - Og hader iøvrigt for det meste at læse scenarier. Jo mere tørre og brætspils-regel-agtige de er, desto mere forfærdelige synes jeg de er at læse.
Det betyder ikke, at jeg mener, at min synsvinkel er den eneste rigtige. Men jeg tror vi får svært ved at komme uden om, at den findes.
Så kommer vi til et paradoksproblem: For selvom du og jeg ikke bliver spilledere for at læse scenarier, medfører det nu engang under alle omstændigheder, at det bliver vi altså nødt til. ...
...
Morten:
Du fremhæver "Jagten går ind", både som et populært scenarie og som et scenarie, hvis novelleafsnit, du argumenterer for, fungerer, som havde spillederne nærmest deltaget i en spiltest. Men har vi nogen evidens for, at det er formen af scenariet, der har gjort det populært (spillerne har trods alt ikke læst det, og de har bidraget til scenariets popularitet)? Ydermere er jeg ikke enig med dig i, at læsningen af novelledelen nærmest gør det for en spiltest. ...
Det er helt rigtigt, at vi ikke ved noget om, hvorvidt "Jagten... " fungerer på grund af novelleafsnittet. Jeg tvivler. Omvendt kan man vel - scenariets popularitet taget i betragtning - slå fast, at novelleafsnittet ikke har skadet rollespilsoplevelsen (i afgørende grad)?
Jeg vil slet ikke fastholde, at effekten af novelledelen i "Jagten... " kan sidestilles med at være med til et prøvespil. Det kræver et sammenligningsgrundlag, jeg ikke har. Måske er det tættere på effekten af at være tilskuer ved en prøvespilning. Jeg ved det ikke.
...
Morten:
I det hele taget finder jeg, at din tekst er præget af en lang stribe påstande, som jeg finder dårligt eller lidet belagt, foruden at din post flere steder er rodet i sin opbygning
Påstandene kan vi forhåbentligt få mere givet en bedre belægning hen ad vejen. Rodet må vi nok desværre lære at leve med.
:o)
...
Morten:
Sidst men ikke mindst finder jeg også, at din kritik af Peters oplæg skyder over målet, idet Peter diskuterer en form af scenarieskrivning, og han præsenterer en anden form - han dikterer ikke, at der kun er den funktionelle form, og at alle andre er forfejlede - men at der er nogle problemer med den litterære form, som kan løses med den funktionelle form. Din opstilling af 'Peters foretrukne versus alt andet' er derfor decideret forkert - hvilket blandt andet kommer til udtryk, når du fremhæver eksemplet med den onde skurk. Peters pointe er, at i nogle scenarier er det uvedkommende at kende til årsagen til skurkens ondskab, og derfor hæmmende for udlevelsen af scenariet, hvis motiv og årsag alene dikteres af forfatter, fordi forfatter ønsker at formidle litterært.
Som det ofte er tilfældet med den slags, bliver tingene let en anelse firkantede. Jeg tror ikke Peter og jeg er voldsomt uenige.
Når Peter nu nævner eksemplet med skurken, ville jeg selv som spilleder foretrække at vide noget om hans motivation. På den anden side vil jeg være ligeglad med hans kones motivation, hvis spillerne ikke kommer i kontakt med hende. Forskellen er smænd ikke så stor. Det er et spørgsmål om latterligt få procent. - Og som altid er det jo relativt: scenarier er forskellige.
Men så mener jeg heller ikke, at der nødvendigvis er noget forkert i at forfatteren bestemmer motiver og årsager - eller at det nødvendigvis skal være på den måde.
En anden vigtig pointe er, at rollespil ikke er en form for litterartur, men et scenarie kan godt være litterært formidlet uden at medføre litterær funktionalitet under rollespillet - og omvendt: et funktionelt formidlet scenarie kan bygge på en litterær forståelse af rollespil.
Men - og det må vi altså heller ikke glemme - forfatterens motivation har også en vis betydning. Forfatterne skriver jo scenarier for deres fornøjelses skyld, og hvis en bestemt måde at skrive på virker bedre for en bestemt forfatter, er det jo i praksis også værd at tage med. Det kan jo i alleryderste konsekvens være forskellen på om der overhovedet bliver et scenarie ud af anstrengelserne eller ej.
...
@Jonas
1) Den litterære form kan være et dårligt formidlingsvalg på den og den måde og 2) 1 gør sig ofte gældende pt. Det ville være mere spændende at få at vide hvad du mener om 1+2.
Det sjove er, at jeg i virkeligheden slet ikke mener, at litterær formidling er optimalt i ret mange sammenhænge. Det er for let at tabe tråden og miste overblikket både som forfatter og som læser. - Ligesom det er meget sværere at få til at virke, end man lige tror. Det vigtige er at formidlingen er læsevenlig og velskrevet.
Jeg lægger (ofte) stor vægt på stemningen i mine scenarier, og på det punkt mener jeg at litterær formidling har nogen styrker. Ligesom man kan sige ting, etablere sammenhænge og lave beskrivelser som ellers ikke vil give mening. Man træder - så at sige - udover almindelig sproglig logik, hvilket nogen gange kan være nødvendigt. Det er dog selvsagt et risikabelt sted at befinde sig.
Forskellen er dog slet ikke uvæsentlig: er dette billede eksempelvis bedre end dette billede? Og i hvilken sammenhæng? De forestiller begge den samme franske kunsthandler, men de siger vidt forskellige ting til beskueren.
Hvad 2'eren angår, er det ikke mit indtryk, at der er særlig mange, der har ladet sig inspirere af "Jagten går ind" og "Messe for en Galning" hvad formidlingen angår. Tværtimod er Messe altid blevet fremhævet som et eksempel på noget "man" ikke skulle prøve. Jeg kan dog ikke påstå, at jeg har et dækkende kendskab til de seneste par års scenarier, og det kan da være billedet har ændret sig. Mit indtryk er, at de to scenarier stadig står stort set alene som eksponenter for den måde at skrive på.
Det spørgsmål har Morten (eks-Ottodommer og VC-scenarieansvarlig) og Peter F. (VC-scenarieansvarlig) nok et mere dækkende svar på.
[Tilføjelse:]
Hvad det mere generelle angår: Hvis jeg ellers forstår Peter rigtigt: at forfatterne måske prioriterer papir-scenariet og dets tekst(er) for højt i forhold til spiloplevelsen. På det punkt mener jeg faktisk, at han har helt ret. Det skrevne scenarie er sådan set et rent biprodukt, og vi skal være bedre til at tage udgangspunkt i spilsituationen og spillerne. Det har jeg da vist sagt mange gange tidligere. Blandt andet i denne artikel fra 2002.
4.9.07
for den literære formidling
Peter Fallesen har begået en post på Plan B's nye blog. Emnet er interessant, og påstandene mange, så jeg tillader mig at tage den op her, i håb om at der måske kan komme en fornuftig diskussion ud af det.
Indlægget hedder "Imod den litterære formidling" og Peter prøver at tage en gammel traver op:
Han er imod og nævner Sebastian Flamants "jagten går ind" og mit eget "Childsplay" som eksempler på det han ikke går ind for. Det sidste er nu nok lidt en (fuldt undskyldelig) smutter, men til gengæld er mit scenarie "Messe for en Galning" direkte inspireret af "Jagtens..." formidlings-metode.
Jeg synes Peter blander nogen ting sammen, og jeg tror denne sammenblanding hindrer ham i at se helt klart.
Scenarier er ikke rollespil. Man kan ganske vist bruge ordet på mange måder i praksis, men i vores forbindelse er det vel mest relevant at se på scenarierne som det skrevne forlæg, som en principiel spilleder kan arbejde ud fra. I den synsvinkel skal et scenarie for det første formidle konceptet til spillederen og for det andet fungere som et arbejdsredskab under spillet. Men - og det er så det Peter overser - spilledere er også mennesker og i bogstaveligste forstand den direkte målgruppe for papir-scenariet. De har også ret til at blive taget alvorligt og krav på at føle sig underholdt. I "Jagten..." fungerer novelleafsnittet nærmest på samme måde som hvis man havde inviteret sine spilledere til et prøvespil inden selve afviklingen. I "Messe..." har det "litterære" afsnit den funktion, at det får spillederen ind i konceptet. Og hvad der måske er værd at bide mærke i: begge dele virker. "Jagten..." var mangeårig spiller-favorit på Viking Con og "Messe..." er i al beskedenhed et af de scenarier jeg har fået mest positiv spillertilbagemelding på.
Dermed ikke være sagt, at denne metode er den eneste rigtige. Jeg er ikke engang sikker på at den egner sig til specielt mange scenarier. Men det er en mulighed i nogen sammenhænge. Min pointe er, at formidlingsformen skal passe til konceptet.
Rollespil er ikke en form for litteratur - i hvert fald ikke i nogen traditionel forstand - og kan ikke spilles som litteratur læses/skrives. - Men det er noget helt andet.
Det andet punkt som jeg synes Peter kløjs i, er i forholdet mellem den form for rollespil han selv foretrækker på den ene side og alt rollespil på den anden. Han skriver fx, at det ikke er vigtigt at vide hvorfor skurken er ond, og (senere om noget andet)
Men afhænger det ikke af hvilken slags rollespil man spiller? Bliver tingene ikke forfærdelig flade, hvis skurken ikke har en meningsfuld motivation et eller andet sted? Ligesom der jo faktisk findes en hel del rollespillere, der spiller, det de spiller primært på grund af en dyb fascination af netop settingen. (StarWars, Fantasy, Vampire, Rifts, Paranoya, Et eller andet cyber-noget)
Rollespil er i praksis et meget vidt begreb.
Når alt det så er sagt, vil jeg tilføje, at scenarietraditionen bestemt ikke er fejlfri. Forfatterne skal i langt højere grad tage udgangspunkt i spillernes oplevelser og handlemuligheder. Men det er jo noget lidt andet.
Indlægget hedder "Imod den litterære formidling" og Peter prøver at tage en gammel traver op:
Han er imod og nævner Sebastian Flamants "jagten går ind" og mit eget "Childsplay" som eksempler på det han ikke går ind for. Det sidste er nu nok lidt en (fuldt undskyldelig) smutter, men til gengæld er mit scenarie "Messe for en Galning" direkte inspireret af "Jagtens..." formidlings-metode.
Jeg synes Peter blander nogen ting sammen, og jeg tror denne sammenblanding hindrer ham i at se helt klart.
Scenarier er ikke rollespil. Man kan ganske vist bruge ordet på mange måder i praksis, men i vores forbindelse er det vel mest relevant at se på scenarierne som det skrevne forlæg, som en principiel spilleder kan arbejde ud fra. I den synsvinkel skal et scenarie for det første formidle konceptet til spillederen og for det andet fungere som et arbejdsredskab under spillet. Men - og det er så det Peter overser - spilledere er også mennesker og i bogstaveligste forstand den direkte målgruppe for papir-scenariet. De har også ret til at blive taget alvorligt og krav på at føle sig underholdt. I "Jagten..." fungerer novelleafsnittet nærmest på samme måde som hvis man havde inviteret sine spilledere til et prøvespil inden selve afviklingen. I "Messe..." har det "litterære" afsnit den funktion, at det får spillederen ind i konceptet. Og hvad der måske er værd at bide mærke i: begge dele virker. "Jagten..." var mangeårig spiller-favorit på Viking Con og "Messe..." er i al beskedenhed et af de scenarier jeg har fået mest positiv spillertilbagemelding på.
Dermed ikke være sagt, at denne metode er den eneste rigtige. Jeg er ikke engang sikker på at den egner sig til specielt mange scenarier. Men det er en mulighed i nogen sammenhænge. Min pointe er, at formidlingsformen skal passe til konceptet.
Rollespil er ikke en form for litteratur - i hvert fald ikke i nogen traditionel forstand - og kan ikke spilles som litteratur læses/skrives. - Men det er noget helt andet.
Det andet punkt som jeg synes Peter kløjs i, er i forholdet mellem den form for rollespil han selv foretrækker på den ene side og alt rollespil på den anden. Han skriver fx, at det ikke er vigtigt at vide hvorfor skurken er ond, og (senere om noget andet)
I min optik bliver dette yderligere radikaliseret, idet jeg mener, at medmindre settingen er en uundværlig del af selve fortællingen – og ikke bare den scene hvor fortællingen udspilles – bør den helt udelades, i det den igen kun kan virke begrænsende i stedet for strukturerende og medfortællende i selve udførslen af scenariet.
Men afhænger det ikke af hvilken slags rollespil man spiller? Bliver tingene ikke forfærdelig flade, hvis skurken ikke har en meningsfuld motivation et eller andet sted? Ligesom der jo faktisk findes en hel del rollespillere, der spiller, det de spiller primært på grund af en dyb fascination af netop settingen. (StarWars, Fantasy, Vampire, Rifts, Paranoya, Et eller andet cyber-noget)
Rollespil er i praksis et meget vidt begreb.
Når alt det så er sagt, vil jeg tilføje, at scenarietraditionen bestemt ikke er fejlfri. Forfatterne skal i langt højere grad tage udgangspunkt i spillernes oplevelser og handlemuligheder. Men det er jo noget lidt andet.
21.5.07
Mødregruppen - et eksempel
Jeg gik desværre glip af årets Fastaval, men til gengæld har jeg været så heldig at så lov til at læse Frederik Berg Olsens fremragende Mødregruppen fra årets felt. Jeg håber Frederik vil tilgive mig, at jeg bruger det som eksempel for at prøve at forklare et par punkter, som åbenbart volder visse forståelsesmæssige kvaler.
Scenariet er som sagt fremragende: med få men velkonstruerede virkemidler lykkes det at skabe en skræmmende stemning ud af et tilsyneladende rørende uskyldigt udgangspunkt. - Frederik taler så vidt jeg husker om personal horror og det må man sige scenariet lever op til.
Mødregruppen er også på mange måder et spil-agtigt scenarie. Ikke blot er det trykt på en stak kort i det lækreste design. Det er også spil-agtigt i sin struktur og i den måde spillerne får deres stikord på. Det er også spil-agtigt ud fra den betragtning, at selvom man har spillet det en gang, kan man i princippet godt spille det igen. Scenariets fremdrift ligger ikke i selve handlingen, men i hvad spillerne gør ud af den og af deres stikord samt samspillet mellem dem.
Og her når vi frem til et koncept der tilsyneladende volder mange store forståelseskvaler: Selvom det er så vellykket og nøjagtigt indfrier de forventninger man kan have til det, og selvom det fungerer 100% på de præmisser, Frederik opstiller, er det ikke et scenarie, jeg har lyst til at spille.
Jeg har på den ene side været til fødselsforberedelse, fødsler og oplevet diverse mødre-ting, og det må ærlig talt være mere end rigeligt. På den anden side foretrækker jeg kulturprodukter - ikke blot rollespil - med en langt større grad af noget umødregruppe-agtigt. Jeg er en stor fan af ting, der eksploderer, drager (gerne cybernetiske), skuddueller, vildt urealistiske biljagter, onde troldmænd og sexede vampyrer. Men mødre - sådan generelt set? Dem gider jeg sgu ikke. (Altså, når det skal være i fiktionssammenhæng, hvis vi snakker om den virkelige virkelighed er det naturligvis nærmest omvendt!) - Det gør jo altsammen ikke Mødregruppen til at dårligt scenarie.
For mig at se er det en helt uproblematisk skelnen.
Så når jeg nu fx siger, at der er et eller andet spil, jeg ikke har lyst til at spille, har det intet med min holdning til dets potentielle kvalitet at gøre, men er snarere udtryk for, at det synes at lægge op til for få eksploderende vampyrer, biljagter og .... øh så videre.
Scenariet er som sagt fremragende: med få men velkonstruerede virkemidler lykkes det at skabe en skræmmende stemning ud af et tilsyneladende rørende uskyldigt udgangspunkt. - Frederik taler så vidt jeg husker om personal horror og det må man sige scenariet lever op til.
Mødregruppen er også på mange måder et spil-agtigt scenarie. Ikke blot er det trykt på en stak kort i det lækreste design. Det er også spil-agtigt i sin struktur og i den måde spillerne får deres stikord på. Det er også spil-agtigt ud fra den betragtning, at selvom man har spillet det en gang, kan man i princippet godt spille det igen. Scenariets fremdrift ligger ikke i selve handlingen, men i hvad spillerne gør ud af den og af deres stikord samt samspillet mellem dem.
Og her når vi frem til et koncept der tilsyneladende volder mange store forståelseskvaler: Selvom det er så vellykket og nøjagtigt indfrier de forventninger man kan have til det, og selvom det fungerer 100% på de præmisser, Frederik opstiller, er det ikke et scenarie, jeg har lyst til at spille.
Jeg har på den ene side været til fødselsforberedelse, fødsler og oplevet diverse mødre-ting, og det må ærlig talt være mere end rigeligt. På den anden side foretrækker jeg kulturprodukter - ikke blot rollespil - med en langt større grad af noget umødregruppe-agtigt. Jeg er en stor fan af ting, der eksploderer, drager (gerne cybernetiske), skuddueller, vildt urealistiske biljagter, onde troldmænd og sexede vampyrer. Men mødre - sådan generelt set? Dem gider jeg sgu ikke. (Altså, når det skal være i fiktionssammenhæng, hvis vi snakker om den virkelige virkelighed er det naturligvis nærmest omvendt!) - Det gør jo altsammen ikke Mødregruppen til at dårligt scenarie.
For mig at se er det en helt uproblematisk skelnen.
Så når jeg nu fx siger, at der er et eller andet spil, jeg ikke har lyst til at spille, har det intet med min holdning til dets potentielle kvalitet at gøre, men er snarere udtryk for, at det synes at lægge op til for få eksploderende vampyrer, biljagter og .... øh så videre.
17.5.07
Av - min stakkels næse!
OK - jeg ved jo godt, at jeg snakker for meget, og jeg er også udemærket klar over, at stikker man sin næse for langt frem, må man finde sig i, at nogen begejstret forveksler den med en fastalavnstønde.
I dag fandt jeg således en bemærkning fra Monica Traxl på Morten Greis' udmærkede blog, hvori hun kort og ret elegant skyder mig nogen højst besynderlige holdninger i skoene. Da jeg havde tænkt lidt over dét, besluttede jeg at sende et lille venligt svar, og opdagede så, at Morten tilsyneladende har besluttet at blokere for mine indlæg - eller noget. Avs!
(Update: Det har (selvfølgelig) vist sig at være en af de her tekniske ting, som nogen gange sker. Sh** happens, - som man siger.)
Så:
Til Monica: nej. jeg har altså virkelig aldrig sagt (eller ment!) at de 3000 danske scenarier er "fantastiske ... kunststykker af kulturhistorie" som jeg "så gerne vil have vi husker at bygge de nuværende scenarier på". Jeg har sagt, at de er der. Resten af udsagnet kan jeg overhovedet ikke genkende. Hvis vi skal tage den, mener jeg måsk nok, at der kan være et par stykker af de 3000, der er nogenlunde OK. - Men jeg har jo også sagt omtrent en million gange, at uden nytænkning og eksperimenter vil rollespillet dø. Jeg har s'mænd også selv skrevet et par ret eksperimenterende, sære og/eller teknisk utraditionelle scenarier hist og pist. Jeg ved ikke hvem eller hvad du er ude efter, men det er altså ikke mig!?
Om debat-kvalifikationer
I princippet mener jeg, at i en åben debat på et åbent forum, bør ens argumenter kunne stå på egne ben. Hvis de ikke kan det, må man hoste op med bedre argumenter. Det er et princip, der ideelt set giver en åben meningsudveksling, kan skabe dialog og lægge grundlag for uventede ideer. Når det er sagt, tror jeg altså ikke rigtig, man - som det nu efterhånden er sket nogen gange - kan påstå, at jeg mangler erfaringsgrundlag. Jeg har spillet rollespil siden '82, jeg har skrevet omtrent 23 scenarier heraf en lille håndfuld, der arbejder med elementer, vi idag ville kalde indie-inspirerede, bortset altså fra, at det første var Fotofobi i 2001, hvor ingen havde hørt om den slags. "Jeg synes det er noget pjat!" som en af spillerne sagde den gang. (Det seneste var på fastaval i år).
Jeg har desuden gjort en hel del for at sætte mig ind i emnet og har blandt andet skrevet et par relaterede artikler på RPGforum. Når jeg ikke har spillet nogen af spillene - og det indrømmer jeg gerne og uden forbehold, at jeg endnu ikke har - hænger det især sammen med to ting: jeg er rollespilsregelsystem-blind. Jeg kan godt forstå regler og jeg kan godt selv have det sjovt med at finde på regler, men når jeg skal lære regler, kommer jeg til at tænke på drager og chainmail-babes, flødeis med chokoladestykker og marcipan, racerbiler og/eller højttalere!
Den anden grund - og det er faktisk virkelig sært - er, at der ikke er nogen af de ret mange spil, jeg har hørt om, jeg tænder specielt meget på. (Disclaimer: nedenstående liste handler ikke om spillene, men om min lyst til at spille dem. Der er på nøjagtig sammen måde mange fremragende film, jeg ikke gider se, geniale bøger jeg ikke gider læse og superfantastiske kunstværker jeg ikke ville have hængende, ligesom der også er en halv million sikkert fremragende scenarier, jeg ikke har lyst til at spille. Hvad kulturprodukter generelt angår, har jeg ikke ligefrem, hvad man normalt ville kalde en særlig god smag.)
Dogs? Hele to trælse ting?
Roach? Lyder det ikke meget lukket?.
My Life With Master? Er det ikke meget snævert?
Panty Explossion? Det kan næsten være det samme.
Contenders? Boksning, blod og sved?
Sorcerer? Hvad nu hvis man hellere vil?..
Mountain Witch? OK måske, hvis der ikke er andre muligheder.
osv
- giv mig et spil med eksploderende vampyrer, menneskeædende drager og halvnøgne kvinder med meget skarpe sværd.
Konkret på den meget generelle måde virker de enkelte spils tema-valg uspændende mens de konkret på den meget generelle måde alle virker meget snævre i valgmuligheder de tilbyder spillerne. Jeg er klar over, at det sidstnævnte er en del af konceptets styrker. Jeg har tænkt over - som man måske vil have bemærket - om det ville blive bedre af at betragte dem som scenarier - altså rene engangsforestillinger - og det tror jeg måske det ville.
Anyways: det står naturligvis højt på min to do list omtrent på linje med skattevæsnet og det årlige gynekologiske eftersyn (eller lidt højere) at få prøvet et af disse spil for alvor. Og det kommer s'mænd nok også en gang. Ideerne bag er jo voldsomt spændende. Indtil da vil jeg måske prøve at lave mit eget bud på den ultimative indie-oplevelse.
Alt i alt synes jeg måske godt man kan tage mine debatindlæg alvorligt - i det omfang, man nu synes man har lyst, men heller ikke mere. Men jeg synes også at det samme gælder for den 12-årige Mille, der har spørgsmål, kommentarer eller kritik til et eller andet...
I dag fandt jeg således en bemærkning fra Monica Traxl på Morten Greis' udmærkede blog, hvori hun kort og ret elegant skyder mig nogen højst besynderlige holdninger i skoene. Da jeg havde tænkt lidt over dét, besluttede jeg at sende et lille venligt svar, og opdagede så, at Morten tilsyneladende har besluttet at blokere for mine indlæg - eller noget. Avs!
(Update: Det har (selvfølgelig) vist sig at være en af de her tekniske ting, som nogen gange sker. Sh** happens, - som man siger.)
Så:
Til Monica: nej. jeg har altså virkelig aldrig sagt (eller ment!) at de 3000 danske scenarier er "fantastiske ... kunststykker af kulturhistorie" som jeg "så gerne vil have vi husker at bygge de nuværende scenarier på". Jeg har sagt, at de er der. Resten af udsagnet kan jeg overhovedet ikke genkende. Hvis vi skal tage den, mener jeg måsk nok, at der kan være et par stykker af de 3000, der er nogenlunde OK. - Men jeg har jo også sagt omtrent en million gange, at uden nytænkning og eksperimenter vil rollespillet dø. Jeg har s'mænd også selv skrevet et par ret eksperimenterende, sære og/eller teknisk utraditionelle scenarier hist og pist. Jeg ved ikke hvem eller hvad du er ude efter, men det er altså ikke mig!?
Om debat-kvalifikationer
I princippet mener jeg, at i en åben debat på et åbent forum, bør ens argumenter kunne stå på egne ben. Hvis de ikke kan det, må man hoste op med bedre argumenter. Det er et princip, der ideelt set giver en åben meningsudveksling, kan skabe dialog og lægge grundlag for uventede ideer. Når det er sagt, tror jeg altså ikke rigtig, man - som det nu efterhånden er sket nogen gange - kan påstå, at jeg mangler erfaringsgrundlag. Jeg har spillet rollespil siden '82, jeg har skrevet omtrent 23 scenarier heraf en lille håndfuld, der arbejder med elementer, vi idag ville kalde indie-inspirerede, bortset altså fra, at det første var Fotofobi i 2001, hvor ingen havde hørt om den slags. "Jeg synes det er noget pjat!" som en af spillerne sagde den gang. (Det seneste var på fastaval i år).
Jeg har desuden gjort en hel del for at sætte mig ind i emnet og har blandt andet skrevet et par relaterede artikler på RPGforum. Når jeg ikke har spillet nogen af spillene - og det indrømmer jeg gerne og uden forbehold, at jeg endnu ikke har - hænger det især sammen med to ting: jeg er rollespilsregelsystem-blind. Jeg kan godt forstå regler og jeg kan godt selv have det sjovt med at finde på regler, men når jeg skal lære regler, kommer jeg til at tænke på drager og chainmail-babes, flødeis med chokoladestykker og marcipan, racerbiler og/eller højttalere!
Den anden grund - og det er faktisk virkelig sært - er, at der ikke er nogen af de ret mange spil, jeg har hørt om, jeg tænder specielt meget på. (Disclaimer: nedenstående liste handler ikke om spillene, men om min lyst til at spille dem. Der er på nøjagtig sammen måde mange fremragende film, jeg ikke gider se, geniale bøger jeg ikke gider læse og superfantastiske kunstværker jeg ikke ville have hængende, ligesom der også er en halv million sikkert fremragende scenarier, jeg ikke har lyst til at spille. Hvad kulturprodukter generelt angår, har jeg ikke ligefrem, hvad man normalt ville kalde en særlig god smag.)
Dogs? Hele to trælse ting?
Roach? Lyder det ikke meget lukket?.
My Life With Master? Er det ikke meget snævert?
Panty Explossion? Det kan næsten være det samme.
Contenders? Boksning, blod og sved?
Sorcerer? Hvad nu hvis man hellere vil?..
Mountain Witch? OK måske, hvis der ikke er andre muligheder.
osv
- giv mig et spil med eksploderende vampyrer, menneskeædende drager og halvnøgne kvinder med meget skarpe sværd.
Konkret på den meget generelle måde virker de enkelte spils tema-valg uspændende mens de konkret på den meget generelle måde alle virker meget snævre i valgmuligheder de tilbyder spillerne. Jeg er klar over, at det sidstnævnte er en del af konceptets styrker. Jeg har tænkt over - som man måske vil have bemærket - om det ville blive bedre af at betragte dem som scenarier - altså rene engangsforestillinger - og det tror jeg måske det ville.
Anyways: det står naturligvis højt på min to do list omtrent på linje med skattevæsnet og det årlige gynekologiske eftersyn (eller lidt højere) at få prøvet et af disse spil for alvor. Og det kommer s'mænd nok også en gang. Ideerne bag er jo voldsomt spændende. Indtil da vil jeg måske prøve at lave mit eget bud på den ultimative indie-oplevelse.
Alt i alt synes jeg måske godt man kan tage mine debatindlæg alvorligt - i det omfang, man nu synes man har lyst, men heller ikke mere. Men jeg synes også at det samme gælder for den 12-årige Mille, der har spørgsmål, kommentarer eller kritik til et eller andet...
20.3.07
jeg er da (ikke) ligeglad
I min seneste blog-post kan man få det indtryk, at jeg kritiserer Frederik Berg Olesen for at være ligeglad med, hvad "folk" mener om rollespil og/eller for at have uholdbare holdninger til fantasy og horror.
Det er faktisk ikke helt sådan det hænger sammen.
Såvidt jeg forstår hans indlæg, er det han i virkeligheden taler om et helt klassisk tilfælde af rollespils-resistens. Noget man kan læse meget mere om, hvis man følger linket til denne gamle artikel. Artiklen forklarer blandt andet lidt om hvorfor så få rollespillere overhovedet kan spille rollespil og beskriver ganske nøjagtigt netop det fænomen FBO tilsyneladende har observeret i sin verden.
Det andet punkt handler så om brugen af "folks" rollespilsholdninger som grund til at prøve at være nyskabende. Selvfølgelig er det en vej at gå. Ikke mindst hvis man arbejder ud fra kommercielle eller andre markedsmæssige overvejelser. Hvis man fx skal lave et rollespilsbaseret uddannelsesforløb, er man jo næsten pisket til at forholde sig til det potentielle publikums potentielle forventninger.
Andre gange handler det s'mænd blot om at følge sine egne ind og udskud: Hvad er det du selv som skabende menneske føler, at du er nødt til at prøve? Når man har stillet sig netop det spørgsmål er man selv sagt ude på gyngende grund uden faldskærm: resultatet kan blive knald eller fald. Men det er altså også herfra, at de mest spændende skabninger kommer.
POinten er vist, at selvom der næppe er nogen af os, der er ligeglade med hvad "folk" gør og mener, er deres udladninger ikke altid en optimal guide på vejen mod nybrud.
Det er faktisk ikke helt sådan det hænger sammen.
Såvidt jeg forstår hans indlæg, er det han i virkeligheden taler om et helt klassisk tilfælde af rollespils-resistens. Noget man kan læse meget mere om, hvis man følger linket til denne gamle artikel. Artiklen forklarer blandt andet lidt om hvorfor så få rollespillere overhovedet kan spille rollespil og beskriver ganske nøjagtigt netop det fænomen FBO tilsyneladende har observeret i sin verden.
Det andet punkt handler så om brugen af "folks" rollespilsholdninger som grund til at prøve at være nyskabende. Selvfølgelig er det en vej at gå. Ikke mindst hvis man arbejder ud fra kommercielle eller andre markedsmæssige overvejelser. Hvis man fx skal lave et rollespilsbaseret uddannelsesforløb, er man jo næsten pisket til at forholde sig til det potentielle publikums potentielle forventninger.
Andre gange handler det s'mænd blot om at følge sine egne ind og udskud: Hvad er det du selv som skabende menneske føler, at du er nødt til at prøve? Når man har stillet sig netop det spørgsmål er man selv sagt ude på gyngende grund uden faldskærm: resultatet kan blive knald eller fald. Men det er altså også herfra, at de mest spændende skabninger kommer.
POinten er vist, at selvom der næppe er nogen af os, der er ligeglade med hvad "folk" gør og mener, er deres udladninger ikke altid en optimal guide på vejen mod nybrud.
17.3.07
Miss Understanding i mødregruppen?
Frederik Berg Olsen skriver et langt indlæg om sit nye scenarie, Mødregruppen på sin blog. Scenariet ser meget spændende ud, men selve indlægget virker strengt taget ret besynderligt. Det indeholder nemlig et halvlangt afsnit om hvad "folk" har gjort med deres rollespil og hvorfor:
This is not to say that all games that involve fantastic or extreme elements are crap - it is the sole reliance on that element of the game to make the it work. This was essentially what made people leave horror-gaming in Denmark in the late nineties. People were fed up with playing (and writing) roles which were killers, sodomisers or the occasional rape victim. Its was all cheap effects. And then they stopped doing it.
So horror more or less left the mainstream roleplaying scene. People were fed up. It didn’t work anylonger, people were not scared anymore and worse, the game-mastering specific to the games were looked down upon.
..skriver han. Og det er konkret, beviseligt, faktuelt forkert.
Vi har adgang til en undersøgelse som med visse rimelige forbehold viser at det modsatte faktisk er tilfældet. Undersøgelsen, der er fra 2004. omfatter 111 tilfældigt udvalgte rollespillere hovedsageligt blandt RPGforums brugere og Fantasks kunder. Besvarelserne angiver at 91% spiller fantasy og 35% spiller horror. På systemfronten angiver 65% at spille D&D/D20, 45% at spille Storyteller (vampire mv) mens 27% spiller Call of Cthulhu. (Talene giver mere end 100% tilsammen - simpelthen fordi man har kunnet give mere end et svar.) Aldersmæssigt fordeler svarene sig fra "under 20 år" til "35 og derover", hvilket ikke siger så meget. Gennemsnitsalderen ser ud til at være i nærheden af 27. Man kunne ønske sig at undersøgelsen byggede på flere besvarelser, men som det er, må man konkludere, at det "folk" faktisk spiller i 2004 primært er fantasy, med horror som en solid nr. 2.
Jeg må naturligvis indrømme, at det kan have ændret sig siden den periode sidst i 90'erne, FBO taler om, men aldersfordelingen blandt undersøgelsens deltagere gør det altså ikke specielt sandsynligt.
Man kan læse mere om undersøgelsen her, hvorfra hele den relativt overskuelige rapport også kan downloades.
FBO's opfattelse af hvad "folk" spiller er altså ikke i nogen tydelig harmoni med, hvad "folk" ser ud til faktisk at spille ude i virkeligheden, men det er ikke det mest underlige.
Det virkelig underlige er, at han overhovedet finder betragtningen relevant. Har har vi en forfatter, der har valgt at skrive noget han kalder "nu-horror". Det dækker tilsyneladende scenarier uden traditionelle horror-elementer og en udvikling, der drives af en anden slags kræfter, end dem vi kender fra de traditionelle genrer. Hurra for det! Det lyder særdeles spændende og interessant. Med eller uden "folk" og deres postulerede opbakning.
Som så mange andre af de nyskabende danske scenarieforfattere har FBO begået et scenarie ud fra kriterier og overvejelser han selv synes er intersante, relevante og/eller fede, og han er formodentlig fuldstændig ligeglad med, hvad "folk" spiller. En holdning, der ikke blot ville være forståelig, den er reelt en forudsætning for det fundamentale projekt i FBO's arbejde: Det er stort set umuligt at være nyskabende for alvor, hvis man skal tage udgangspunkt i "folk" og deres spilvaner. Vaner og holdninger, der altid vil være forankret i tiden før i går.
This is not to say that all games that involve fantastic or extreme elements are crap - it is the sole reliance on that element of the game to make the it work. This was essentially what made people leave horror-gaming in Denmark in the late nineties. People were fed up with playing (and writing) roles which were killers, sodomisers or the occasional rape victim. Its was all cheap effects. And then they stopped doing it.
So horror more or less left the mainstream roleplaying scene. People were fed up. It didn’t work anylonger, people were not scared anymore and worse, the game-mastering specific to the games were looked down upon.
..skriver han. Og det er konkret, beviseligt, faktuelt forkert.
Vi har adgang til en undersøgelse som med visse rimelige forbehold viser at det modsatte faktisk er tilfældet. Undersøgelsen, der er fra 2004. omfatter 111 tilfældigt udvalgte rollespillere hovedsageligt blandt RPGforums brugere og Fantasks kunder. Besvarelserne angiver at 91% spiller fantasy og 35% spiller horror. På systemfronten angiver 65% at spille D&D/D20, 45% at spille Storyteller (vampire mv) mens 27% spiller Call of Cthulhu. (Talene giver mere end 100% tilsammen - simpelthen fordi man har kunnet give mere end et svar.) Aldersmæssigt fordeler svarene sig fra "under 20 år" til "35 og derover", hvilket ikke siger så meget. Gennemsnitsalderen ser ud til at være i nærheden af 27. Man kunne ønske sig at undersøgelsen byggede på flere besvarelser, men som det er, må man konkludere, at det "folk" faktisk spiller i 2004 primært er fantasy, med horror som en solid nr. 2.
Jeg må naturligvis indrømme, at det kan have ændret sig siden den periode sidst i 90'erne, FBO taler om, men aldersfordelingen blandt undersøgelsens deltagere gør det altså ikke specielt sandsynligt.
Man kan læse mere om undersøgelsen her, hvorfra hele den relativt overskuelige rapport også kan downloades.
FBO's opfattelse af hvad "folk" spiller er altså ikke i nogen tydelig harmoni med, hvad "folk" ser ud til faktisk at spille ude i virkeligheden, men det er ikke det mest underlige.
Det virkelig underlige er, at han overhovedet finder betragtningen relevant. Har har vi en forfatter, der har valgt at skrive noget han kalder "nu-horror". Det dækker tilsyneladende scenarier uden traditionelle horror-elementer og en udvikling, der drives af en anden slags kræfter, end dem vi kender fra de traditionelle genrer. Hurra for det! Det lyder særdeles spændende og interessant. Med eller uden "folk" og deres postulerede opbakning.
Som så mange andre af de nyskabende danske scenarieforfattere har FBO begået et scenarie ud fra kriterier og overvejelser han selv synes er intersante, relevante og/eller fede, og han er formodentlig fuldstændig ligeglad med, hvad "folk" spiller. En holdning, der ikke blot ville være forståelig, den er reelt en forudsætning for det fundamentale projekt i FBO's arbejde: Det er stort set umuligt at være nyskabende for alvor, hvis man skal tage udgangspunkt i "folk" og deres spilvaner. Vaner og holdninger, der altid vil være forankret i tiden før i går.
Abonner på:
Opslag (Atom)
