Om rollespil, rollespillere og rollspilsresistens

En af de ting jeg hader relativt meget er ordet 'awesome'. Mest fordi det er det altså ikke. I 99% af de situationer det bliver brugt i, er der i bedste fald tale om noget af en overdrivelse. Men også fordi trangen til awesomeness ødelægger de awesomeness-receptorer vi har i hjernen et sted mellem krybdyrhjernen og højre hjernehalvdel. Fuldstændig fiktiv forskning slår fast, at hvis vi får overstimuleret disse vigtige celler, dør de simpelthen. - Og det er ikke awesome!

...dette er ret awesome!

Men hvad har det så med rollespil at gøre? - Jeg skrev engang om:

Madam Meta og rollespilsresistensen

[Dele af nedenstående er oprindeligt udgivet på RPGFORUM]

af Michael Erik Næsby, 7. dec 2001,

Om hvorfor rollespillere ikke kan spille rollespil, om hvad man kan gøre ved det, og om metarollespil og rollespillets eventuelle fremtid

Rollespillere kan ikke spille rollespil

Grunden er, at de har spillet så meget rollespil, at de er stort set immune overfor de elementer, der traditionelt indgår i rollespil: gigantiske monstre, blodsugende vampyrer, blod, drab og mere blod. Magiske mestre og okkulte onkler siger dem heller ikke længere alverden. Ikke blot holder Det Fantastiske op med at være ret fantastisk, hvis man får for meget af det. Alle former for plot-elementer bliver mere og mere betydningsløse, når man kender dem for indgående. Rollespillets potentielle magi mister sin magt, når man er kommet til at tage den for givet. Rollespillere er med andre ord rollespilsresistente. Min fornemmelse er, at rollespil som medie yderligere er hæmmet af, at det i virkeligheden først og fremmest er en social aktivitet. I hyggens og samværets navn indtager rollespillere mængder af materiale som strengt taget hæver sig ganske lidt over det objektivt elendige, - men det er OK, for det er jo hyggeligt. (Det skal bestemt ikke opfattes som en kritik af den sociale aktivitet. Blot en konstatering af hvor gennemsitsrollespillerens prioriteringer ligger.) Middelmådige forudsigelige kampagner og scenarier er med til at fremkalde og styrke rollespilsresistens.

Fortællinger, som dem rollespil formidler, er ikke blot ligegyldig underholdning

De indeholder konstruktioner, der afspejler vores måde at opfatte omverdenen på. At fortælle om noget er det samme som at konstruere meningsfuldhed af noget. Ofte i flere lag, hvor de mest grundlæggende er så indlysende selvevidente, at vi ofte ikke en gang bemærker dem. Selv når, eller måske rettere: især når fortællingerne ER ligegyldig og overfladisk underholdning, vil de afsløre primitive tankesæt, der afspejler vores fordomme og (manglende) erkendelser. Det kan illustreres med et eksempel, der ganske vidst er lidt ved siden af: omkring 1900-tallet var mange helt seriøse videnskabsmænd meget optagede af at definere nøjagtigt hvori den europæiske races overlegenhed overfor alle andre racer bestod, samt i at placere disse racer i en rangorden. Rollespilsresistensen betyder selvfølgelig, at Fortællingen mister sin kraft. Rollespilleren blive blind for betydningen af det univers hun/han befinder sig i.

Om Alice og spejlet

Jeg har gennem utallige århundreder fremført det synspunkt, at det særlige kendetegn ved rollespil som medie er modtagerens (=spillerens) synsvinkel. Man oplever fiktionen gennem en deltager i denne fiktion. Derved har rollespilsmediet mulighed for at gennemtrænge en række af de grænser, som traditionelle 'envejsmedier' lider under. Man kan kalde det 'interaktiv fiktion', hvis man har hang til buzzwords. Det er afgørende, at spilleren får mulighed for leve sig ind i rollen. Ikke som den resistente rollespiller, men som en 'virkelig' person med egne tanker følelser og alt det der. Men indlevelse er et tveægget begreb, og hvis ikke spilleren oplever karakterens handlinger, som noget andet end spillerens egne handlinger, så virker skidtet ikke. Spillerens vej til erkendelse ligger således i at kunne betragte og forstå sin karakters handlinger. Der er altså tale om to forskellige funktioner: man skal kunne leve sig ind i rollen OG man skal kunne forstå den (og plottet) udefra. Den resistente rollespiller reflekterer ikke over dobbeltheden
(...)

Personligt tror jeg, at man er nødt til at slå dragen ihjel

Lidt og en gang imellem. For at modvirke rollespilsresistensen. Som en slags nødvendig hjertemassage. Metarollespil er uundgåeligt og nødvendigt. Men det er ikke vejen frem. Et kreativ medie kan ikke leve under et slagord, der definerer det som fup. Også selvom det faktisk ER fup. - Vejen frem ligger på den ene side i at udvikle teknikker og konventioner, der giver flere strenge at spille på, og muliggør større modtagelighed hos spillerne samt i at lave bedre rollespil, der i alene kraft af sine kvaliteter kan gennembryde resistensen. På den anden side må rollespilllerne også selv gøre noget: Som en yngre udenlandsk tømrersvend en gang sagde 'Uden I omvender jer og bliver som børn igen, kommer I slet ikke ind i Himlen!"

Illustration af forfatteren

...

Og det var så lidt af det, jeg skrev den gang. I dag er "awesome" og pseudo-awesome en af de førende årsager til rollespilsresistens. For forfattere og instrruktører af actionfilm om sammenfoldelige robotter er det en nærliggende fejl at antage, at hvis en vampyr er sej, er 10 vampyrer ti gange så seje og 100 vampyrer 100 gange så seje. I virkeligheden er det en faldende kurve: jo flere vampyrer desto mere ligegyldige bliver de. Mit råd til forfattere og GM'er er altså: brug de mange virkelig seje ting i vores kombinerede værkstøjs- og legetøjskasse meget forsigtig og med stor omtanke, sørg så for, at skal det være ærefrygtindgydende, så lad det være virkelig ærefrygtindgydende..

Rollespillere: Vi er dem, vi er...

De kære mennesker i plan B, der, så vidt jeg omtrent kan gennemskue det, er sådant et københavnsk rollespilskollektiv opkaldt efter et værtshus, (eller omvendt) brillerer med at offentliggøre en strøm af interessante inspirerende blogposter.
En af dem er Morten Greis' Troels Ken Pedersens lille epos om rollespillere. [LINK]

Den samlede sammenhæng kan være lidt svær at gennemskue, da der er et drys af revolutionsromantik ind over hele hærligheden, men mere præcist er emnet vist det hierarki man kan oplever på en con som fx Fastaval, hvor man kan få det indtryk at scenariforfatterne er næsten-guddommelige, spillederne ikke helt har profetstatus mens spillerne er pøbelen.
Det er på mange måder et sært synspunkt, som forfatter-Morten  Troels da også prøver at gøre op med. I følge ham er vi alle rollespillere. Vi er alle i samme båd så at sige, og derfor kan den ene gruppe ikke have problemer med den anden. I virkeligheden kan man sagtens have problemer med sig selv og dele af sin personlighed. Hvilket giver smør på brødet i mangen et lille terapeut-hjem i den internationale psyko-branche. Så lad os se nærmere på tingene.
Lad os starte med at slå fast med syvtomme-søm: Uanset hvordan man vender og drejer det er spillerne den helt centrale og uundværlige ingrediens i enhver form for rollespil.*1 Så dem kan vi ikke undvære. Man kan og skal - både som arrangør af rollespilsbegivenheder og som forfatter gøre hvad man kan for at facilitere et godt funktionelt forhold mellem spillerne og det stykke rollepil de deltager i. Her kommer foromtalerne ind billedet, men jeg synes bestemt også at aldersgrænser, kvinde-scenarier*2 og al den slags er både rimelige og fornuftige, hvis de er relevante og velbegrundede. En måde at sikre at de spillere, der deltager, får udbytte af deltagelsen. - Med det forbehold er spillerne på en con en forudsætning og et vilkår.
Man kan sagtens lave spillederløst rollespil, men i almindeligt bordrollespil er spillederen ret vigtig.
Sandheden om forfatterne er at de er ret vigtige samlet set, men set enkeltvis er de nærmest uden betydning. Hvis man ikke kan komme til at spille den seneste Bækgaard kan man jo bare gå efter den næstsidste Morten Jaeger. Scenarier er som baseball bats. Det er ikke afgørende om det er af asketræ eller magnesium. Det afgørende er hvad man gør med det og hvordan.
Lige siden jeg var helt lille, har det været sådan at middelmådige og decideret dårlige spiloplevelser er forekommet og opskriften er derefter at spillerne skyder skylden på forfatterne og spillederne, spillederne placerer ansvaret for fiaskoerne på spillerne og forfatterne mens forfatterne stort set hader spillere og spilledere. Hver for sig ser de forskellige person-typer i denne lille commedia dell'arte de andre som årsager til ondets rod. Troels' pointe er så at det er misforståelse. Det mener jeg så ikke nødvendigvis er hele sandheden. Samtidig ser jeg dog blandt andet reaktioner på Mortens post som et tegn på at han har fat i et hjørne af noget. De handler stort set alle om det samme. - Hvordan kan man sikre sig bedre spillere til sine guddommelige scenarier?
Det får rollepisforfatterne til at lyde næsten som de rigtige forfattere, når de brokker sig over de fatsvage medier og ikke mindst de dumme læsere og ondsindede anmeldere. Men forfatterne overser behændigt at de ikke er tvunget til at forfatte og da slet ikke til at udgive deres værker. Vil man undgå misforståelser og kritik af sin geniale roman, kan man jo blot undlade at udgive den. Vælger man udgivelsen må man sgu finde sig i at nogen læser og reagerer på den. Ligesom DSB må lære at leve med passagerer, sygehusvæsnet må forholde sig patienternes behov og skolerne må lære at håndtere eleverne. Vælger man at skrive et scenarie til en con må man sgu leve med at der er de spillere der nu en gang er.
Hvis det ikke er godt nok, bør man overveje at holde sig fra at skrive til con'er og den slags.

Det betyder som nævnt ikke at jeg har problemer med at man gør hvad man kan for at optimere forholdet mellem spillere og oplevelser. Der er mange spændende og konstruktive metoder. Både spiller-workshops og foromtaleoptimering (FOO) er absolut farbare og anbefaleelsesværdige veje. Min vinkel er at har man som scenarie forfatter et meget stort behov for at lave spillerne om, har man misforstået sin eksistensberettigelse. Man er DSB uden tog, fødeafdelingen uden gravide eller fængselsvæsnet uden indsatte.

*1 I virkeligheden kan man sagtens forestille sig rollespil uden spillere ligesom der findes teater uden skuespillere, men det ser vi bort fra her.
*2 Jeg husker ikke navnene, men jeg mener at vi på Fastaval har haft mindst et scenarie kun for kvinder, et kun for mænd, et kun for deltagere på 16 og derunder samt et par stykker for folk på 18+. Noget i den retning.