30.9.07

formidlingsværktøj: layout og redigering

Brian Rasmussen brygger jo for tiden på en udmærket lille serie om scenarie-layout på sin blog, og jeg har selv været i gang med en lille gennemgang af hvilke programmer, man kan benytte, hvis man nu ikke lige har adgang, penge og/eller tid til de helt dyre professionelle løsninger, samt en post om handouts og karakter-ark.
I denne post vil jeg kigge på en helt anden side af sagen. Et punkt, der handler både lidt om udseende og lidt mere om redigering. Måske kunne man tale om den indholdsmæssige eller funktionelle del af designet? Hvis vi snakkede design af stole, ville det dreje sig om hvordan de var at sidde i.
Hvordan fungere et scenarie som arbejdsværktøj? - Joh først er der en slags indlæringsproces, hvor man som læser (oftest spilleder) skal finde ud af hvad meningen er. - Hvad går det ud på? Denne fase kræver en læsevenlig flydende gennemgang.
Derefter er der sandsynligvis nogen vigtige hovedpunkter og tekniske detaljer som man har behov for at få en lidt mere detaljeret eller overskuelig gennemgang af. Det kunne typisk være specielle færdigheder for vigtige monstre, begravelsesskikke i Det Gamle Rom, diagrammet over tidsmaskinen eller regler for hvordan man bruger vingummibamser i nærkamp. Altsammen materiale med et dybere informationsniveau, hvor teksten kan være mere koncentreret - måske endda på listeform. Det er noget som man med fordel kan skille ud fra selve hovedteksten. Dels ødelægger de 'flowet' i læsningen, fordi de netop er informationstunge, og dels skal de fremhæves, fordi brugeren af teksten sandsynligvis har brug for at kunne finde dem flere gange uden problemer.
Det er blevet en standardløsning at sætte den slags i de såkaldte faktabokse, og det er nok den nemmeste løsning.
Både i den indledende fase, hvor læseren kæmper for at fatte, hvad der skal fattes og senere, under selve spillet, kan der være behov for hurtigt at kunne finde bestemte ting i teksten. Dertil kan man bruge noget man kunne kalde et sideindeks. 2-4 stikord eller kapiteloverskrifter, der er trukket ud, så de er ekstremt nemme at finde enten i (oftest højre) side af siden/opslaget eller for oven.
Et andet meget praktisk hjælpe-middel til at finde rundt i blokke af tekst er et passende antal mellemoverskrifter - eller mellemrubrikker, som de kloge kalder dem - hellere lidt for mange end lidt for få. Og klart fremhævede afsnits- og/eller kapitel-overskrifter.
Jeg har tilladt mig at låne et eksempel fra Lars Andresens "Katedralens Krigere". Her ser vi afsnitsoverskrift, sideindeks, mellemrubrikker og en fiks lille faktaboks. Lars er vist den uofficielle danmarksmester på det her felt.
[Klik på Billedet for at se en større udgave]

Et andet meget praktisk værktøj, både under forberedelsen og selve spillet er at samle en lille håndfuld af de vigtigste stikord efter relevante afsnit. Når man nu har læst forklaringen om hvor, hvordan og hvorfor den gigantiske plydskutullu dukker op, kan fire-fem stikord, være alt, hvad man har brug for. Fx "Torden, Blondine, Kyllngeblod, Hul i Jorden". - Så er den klaret. Hvis man synes, man har brug for væsentlig flere stikord end det, har man nok ikke helt fattet konceptet.
En fordel ved sådan en stak stikord er, at de bagefter kan kopieres over i en samlet afsnitsopdelt stikordsoversigt. Noget der kan være et uvurderligt hjælpemiddel, når spillet er i gang.
Det er naturligvis et område, hvor forskellige scenarietyper og rollespilskoncepter stiller forskellige krav. Så kernen i dette her er naturligvis at stille sig selv spørgsmålet: hvad er det brugeren har mest brug for at vide, under selve spillet? - Og så gøre netop de informationer let tilgængelige.
Fælden består i, at man ofte selv finder ting indlysende og sære formuleringer letforståelige, som andre ikke fatter en brik af.
Har man adgang til nyere skolebøger indenfor fx geografi eller den slags, kan man med fordel lade sig inspirere herfra. - Ja jeg ved godt, at det lyder lidt ...uspændende, men mange af dem er ikke desto mindre de rene formidlingsmæssige vidundere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Nu er det din tur!